Gå til hovedindhold

Derfor er stavgang en strålende træningsform

Kvinde der går stavgang
Vil du gerne have lidt ekstra ud af din gåtur? Så bør du investere i et par gode stave, stavgang er nemlig en effektiv træningsform. Læs med her og bliv klogere på, hvilke stave du skal købe og hvordan du bruger dem rigtigt.

Måske er stavgang noget for dig? 

Nu er det for alvor tid til at komme udendørs. Som du måske ved, anbefaler jeg rask gang som basis i enhver form for livsstilsændring, og du kan gøre gåturen sjovere og optimere træningsgevinsten yderligere ved at prøve stavgang. Måske er det lige sagen for dig?

Stavgang er en strålende og effektiv træningsform for alle: For dig med gigt eller andre problemer i muskler og led. For dig, som er usikker til bens og gerne vil have støtte. Og for dig, der gerne vil brænde flere kalorier af og samtidig styrke musklerne i hele kroppen, både ben,

skuldre, arme, ryg, nakke og mave. I denne uge ser vi nærmere på stavgang, og lad os begynde med fordelene:

Stavgang

  • Træner hele kroppen.

  • Forbedrer både muskelstyrke, kondition og balanceevne.

  • Forbrænder flere kalorier end almindelig gang.

  • Er skånsomt for ømme led.

  • Støtter dig på et ujævnt underlag.

  • Sørger for, at du kommer ud i naturen.

  • Er en eminent social trænings- form sammen med andre.

 

Gå dig slank

Motion har en bunke sygdomsforebyggende effekter, og du kan opnå dem ved blot en halv times stavgang nogle gange om ugen.I forhold til almindelig gang forbrænder du cirka 20 procent flere kalorier, når der er gang i stavene.

 

Hvis du går stavgang i en hastighed på fem kilometer i timen, forbrænder du omkring 400 kilokalorier, så det er god slanketræning.Selv om stavene er et træningsredskab, støtter de også, hvis man ikke går så godt, da en del af belastningen flyttes fra ben til arme. Især i bakket terræn kan stavene mindske belastningen på knæ, hofter og ankler.

Kom godt i gang

Alle kan gå stavgang, når man først har lært teknikken. Har du ikke prøvet det før, kommer du let til at gøre det forkert, forstået på den måde, at du ikke rammer den rigtige koordination mellem arme og ben, og hvis arme og stave bare dasker med, mindskes træningsgevinsten.

 

Du kan derfor overveje at få instruktion, eksempelvis hos Gigtforeningen, Ældre Sagen eller et folkeoplysningsforbund. 

De rigtige stave

Stavene skal være bygget specielt til stavgang, så du kan ikke anvende skistave. Jeg synes, at dem med fast længde fungerer bedst og føles rarest. Alternativet er teleskopstave, som er gode at have med på rejse, da de kan presses sammen, ligesom de kan indstilles til flere brugere.

 

Aluminiumsstave vejer mere end kompositstave og er ikke lige så stive. Kompositstave giver dog bedre stødabsorbering, hvis underlaget er hårdt, eller du har problemer med armene. Mit førstevalg er de billigere aluminiumsstave.

 

Stavlængden bør være 0,7 gange din højde. I praksis svarer det til din højde minus 50-60 centimeter. Vælger du det, vinkles albuen 95-100 grader. Har du skulderproblemer, kan vinklen være lidt mindre, men er vinklen under 90 grader, er stavene for lange.

 

Stroppen bør være udformet som en handske med hul til tommelfingeren, altså ikke som den strop du kender fra skistave. Foden bør være pigge på grus, skovbund, is og andet glat underlag, mens gummifoden er til asfalt.

Sådan går du

Begynd med at vænne dig til stavene med normale armsving, så de får fat på underlaget. Skub så lidt fra i stavene. Staven føres frem styret af tommelfinger og pegefinger, så den ikke drejer ud til siden.

 

Staven skal ikke føres længere frem end til hælen af forreste ben, og den skal hele tiden holdes bagudrettet, så hånden er forrest.

 

Ved skubbet bagud skal hånden passere om bag kroppen, inden armen atter føres fremad. Højre arm svinges frem sammen med venstre ben og omvendt, ligesom under almindelig gang. Armen bevæges i skulderen, ikke i albue eller håndled. Når du er mere fortrolig med stavene, kan du skubbe kraftigere fra med armene.

God tur

Jerk W. Langer

Læs også: Gang slanker mere end løb 

Læs mere om