Gå til hovedindhold

Rikke Hørlykke - jeg ved, jeg er sundere nu

Dame i lyserød top
Efter 15 år som håndboldspiller på topplan har Rikke Hørlykke helt lagt håndbolden fra sig. Men det fysisk aktive liv kunne hun slet ikke undvære. I dag har hun sit eget firma, hvor hun underviser erhvervsfolk og andre, der har brug for at ændre vaner, i det, hun tror på, nemlig: Stærk, stærkere, sund.

Rikke Hørlykke

  • Født 1976.
  • Personlig træner, tv-vært, fhv. håndboldspiller med 125 kampe for landsholdet.
  • Mor til Aksel på 10 og Karla på 7 og gift med Klavs Bruun Jørgensen, der er træner for det kvindelige landshold i håndhold.
  • Medvirkede i 2007 i ”Vild med dans”.

En stærk krop og sundhed

– Jeg kan noget, fordi min krop er stærk. Der er mange, der ikke fatter, jeg kan det, jeg kan, når de hører, at jeg altså ER fyldt 40. Den bedste kompliment, jeg kan få, er, hvis jeg laver en eller anden øvelse, og folk så står dér og siger: ”Hvad?! Det dér kan en, der er over 40, da ikke!” For jo, det kan hun netop!

Rikke Hørlykke ler. Hun, den tidligere håndboldspiller, som var med på landsholdet, dengang ”de jernhårde ladies” var suveræne og bl.a. vandt OL-guld i 2004, er på sin egen måde stadig både jernhård og lady. Hun har skiftet bane og lagt håndbolden væk. Men træningstøj, sportssko og svedige udfordringer er i den grad stadig en del af hendes hverdag.

Når man ser hendes meget veltrænede krop, tænker man umiddelbart, om hun faktisk også er sundere i dag som 41-årig og mor til to børn på 10 og 7 år, end hun var, da hun spillede håndbold på topplan for 15 år siden. Og da jeg spørger, fordi det er umuligt at lade være, siger hun også bare fuld af smil:

– Jeg VED, at jeg er sundere!

Den bemærkning skal vi nok vende tilbage til. Men først lige lidt baggrund.

Sprang ud af døren med sportsskoene på - 8 uger efter kejsersnit

Da Rikke Hørlykke forlod håndbolden i 2006, var det, fordi hun var gravid. Hun spillede sin sidste kamp som gravid i tredje måned og fødte sit første barn, sønnen Aksel, i december 2006. Tre år efter fik hun datteren Karla. Og det var i forbindelse med sine to fødsler, at hun opdagede og fik bekræftet noget vigtigt om sig selv, fortæller hun.

Få her et træningsprogram, som du kan lave derhjemme 

– Jeg fik akut kejsersnit begge gange, og dét ikke at måtte foretage mig noget fysisk i otte uger bagefter var simpelthen et helvede for mig. Jeg måtte virkelig bruge min ekstremt sunde fornuft for at holde mig i ro i al den tid. Jeg trænede lige op til, at jeg fødte, og så dagen efter måtte jeg pludselig ikke tage så meget som en eneste armbøjning. Jeg måtte akkurat lige løfte på mit eget barn, ikke andet. Jeg må tilstå: Jeg sprang ud af døren med sportsskoene på den selvsamme dag, de otte uger var gået.

– Det lærte mig på tydeligste vis, at ja, jeg er fuldstændig og aldeles afhængig af de endorfiner, der udskilles i hjernen, når jeg træner. Der er en grund til, at de endorfiner kaldes et lykkehormon. For det er præcis, hvad det er. Derfor ved man også, at fysisk aktivitet påvirker os alle i mere eller mindre grad. Og for mig betyder det, at jeg vil blive ved med at opfordre folk til at bevæge sig. For bevægelse er vejen til større sundhed.

"Slog op" med sin oprindelige uddannelse og blev selvstændig

I samme periode blev hun også klar over, at hun alligevel ikke skulle forfølge den karriere inden for marketing og reklame, som hun ellers havde uddannet sig til hele vejen igennem sin håndboldtid.

– Jeg mærkede jo, at jeg var desperat efter at bevæge mig igen på samme fysiske niveau. På det tidspunkt var min mand væk hjemmefra. Han var igennem tre år cheftræner i Holstebro. Jeg husker stadig, hvordan jeg gik med to små børn, og når klokken var halv ti om aftenen, og børnene var lagt i seng, og madpakkerne var smurt, var jeg som en løve i et bur. Jeg kunne ikke bare forlade hjemmet, fordi min mand sad ovre i Holstebro. Så nogle gange var jeg simpelthen nødt til at ringe til Klavs’ forældre, der boede i nærheden, og spørge, om en af dem ville komme og sidde hos børnene, bare lige en halv time, så jeg kunne komme lidt ud og løbe.

Læs også: 4 fordele ved at træne sammen

De tanker og følelser gik Rikke og overvejede igennem nogle år, hvor hun også uddannede sig som bl.a. personlig træner og coach. Og i 2013 tog hun så springet ud i en tilværelse som selvstændig og lancerede firmaet Hørlykke Performance.

– Det tog mig to børn, med tre år imellem, at finde ud af, hvordan jeg nåede frem til et fast arbejde, som kunne give mig lidt af det samme kick, som håndbolden gav mig. 

Nu kan jeg selv vælge 

Når Rikke så sikkert kan sige, at hun ved, at hun er sundere i dag, end da hun var 25 og elitesportsudøver, hører der en forklaring til.

– Selvfølgelig levede jeg sundt som håndboldspiller. Det er man nødt til, når ens krop er ens værktøj. Men vi troede på nogle andre ting dengang. I dag ved jeg mere end dengang om, hvad der er godt for mig. I dag spiser jeg f.eks. mere hensigtsmæssigt i forhold til, hvad min krop har brug for, end jeg gjorde dengang.

– Og nåh, ja, så røg jeg faktisk dengang, jeg spillede håndbold. Det gør jeg ikke længere. Dengang havde jeg skyklapper på i forhold til, hvor skadelig rygning er. I dag fatter jeg ikke, at folk ryger og åbenbart stadig har skyklapper på.

Læs også: Sæt tal på din sundhed

I dag træner Rikke også selv på en helt anden måde, end hun har gjort før.

– Håndbold spiller jeg stort set aldrig længere. Højst lidt hyggebold en gang imellem. Til gengæld løber jeg en del. Og løb i alle mulige varianter: sprint, 13-km-løb, afsted ude i skoven med en vægtvest, intervalløb på løbebånd. Og så løfter jeg vægte. Ret meget, faktisk. Det kan jeg godt lide.

– For første gang har jeg ikke noget program, jeg følger. Jeg har fulgt et program, andre har lagt for mig, det meste af mit liv. Nu kan jeg selv vælge, hvad jeg har lyst til. Det er meget befriende. Men jeg sætter stadig små mål op for mig selv: Jeg skal lige kunne hive mig op eller skubbe mig over eller …. Jeg går sådan og arbejder lidt nørdet med det. Jeg er stadig meget drevet af det, jeg kan, og af at blive bedre til det.

Livskvalitet er vigtigere end en størrelse 34

Rikke vil også gerne lære folk om alle de gode ting, der følger med at være fysisk aktiv.

– Vi behøver ikke bare at være drevet af, om vi lige kan passe en størrelse 34. Der er faktisk andre og vigtigere ting, der kan drive værket. Såsom at vi basalt set får en højere livskvalitet, jo ældre vi bliver, ved at holde os fysisk aktive, så længe vi kan. Og nej, Rikke Hørlykke gør sig aldrig tanker om, hvor aktiv eller udfordret hun måske selv kommer til at blive som 70-årig. For det er slet ikke hendes temperament at tænke sådan, siger hun. 

– Skulle jeg så bekymre mig om det? Nej, hvorfor det? Jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det. Men jeg kan gøre noget ved nu og her. Og det er dét, jeg gør.