Gå til hovedindhold

9 trin til at blive sukkerfri

Sukkerfri. Blandet slik
Har du så sød en tand, at du bare er nødt til at spise noget sødt i tide og utide, og har du svært ved at stoppe, når først du er begyndt? Så er du formentligt sukkerafhængig. Men det findes der heldigvis råd for. Se her, hvad du kan gøre for at blive sukkerfri.

Er du sukkerafhængig?

Sukkerafhængighed kan sammenlignes med alkoholisme: suget, rusen, tømmermændene, planlægningen og hemmeligholdelsen. Det mener i hvert fald sukkerafhængighedseksperten Bitten Jonsson. 
 
– Årsagen er, at du har en kemisk ubalance i hjernen, som gør, at du er ekstra følsom over for hurtige kulhydrater. 
 
Søde sager påvirker neurotransmitterne i hjernen og giver dig en umiddelbar følelsesmæssig tilfredsstillelse. Der er bare det ved det, at du bliver nødt til at spise mere og mere for at holde fast i den følelse. Du taber kontrollen. Mange sukkerafhængige tror, at de trøstespiser, men det er en falsk følelse, mener Bitten Jonsson. 
 
– Får kroppen hele tiden tilført sukker, havner den i en stadig større ubalance, hvilket i sig selv gør, at man får det rigtig dårligt indvendig. Man føler sig irriteret, ked af det, træt og stresset. Og så tror man, at det er denne følelse, der er skyld i, at man spiser mere sødt, selv om det faktisk er lige omvendt. 
 

9 trin til afgiftning

1. Tænk over, hvordan sukkertrangen påvirker dit liv. Forhindrer den dig i at være nærværende og gøre visse ting? Hvor mange timer om dagen bruger du på at tænke på, hvad du skal spise? Hvordan har du det? Hvilke følgesygdomme risikerer du? Er det det værd?

2. Find støtte. Sørg for, at du har et godt netværk, som forstår og støtter dig. Ene er du ikke stærk, du har brug for at tale med nogen, når det er hårdt. Tag gerne kontakt til en selvhjælpsgruppe.

3. Vink farvel til dårlig mad. Smid alt det ud, som opmuntrer sukkertrangen og holder dig fast i afhængigheden. Tag gerne kontakt til en sukkerafhængighedsekspert, som kan hjælpe dig med en individuel madplan. Eller begynd selv at skrive en maddagbog. Alt, hvad der åbenlyst består af hurtige kulhydrater såsom slik, kager, boller, sodavand, is, syltetøj, hvidt brød, korn og modificeret stivelse, er bandlyst. Men når det gælder resten, så skriv ned, hvordan du har det, inden, under og efter, at du har spist det. På den måde mærker du med tiden, hvad du kan tåle, og hvad du ikke kan tåle, for det er forskelligt fra person til person. 

4. Forstå dig selv. Det bliver snart bedre. Afgiftning er hårdt, men tænk på, at de første døgn er de værste. Du kan få søvnbesvær, humørsvingninger, blive oppustet og få hukommelsestab. Men hold ud! Efter fire til otte dage klinger det værste af.

5. Hjælp dig i balance. Det er vigtigt, at du hjælper kroppen, så den føler sig i balance, og den bedste måde at gøre det på er ved at spise regelmæssigt. Planlæg nøje, hvad og hvornår du skal spise, og sørg for, at du har det hele derhjemme. Så slipper du for trangen på grund af for lavt blodsukker, hvilket kan spolere alt.

6. Bevæg dig. Så kommer kroppen af med gamle affaldsprodukter, og du føler dig friskere og gladere. Begynd med gåture. Det er ikke vigtigt, at du sveder, men bare at du får rørt dig.

7. Find den indre ro. Du er vant til at få en umiddelbar tilfredsstillelse ved at spise, og når du ikke får det længere, føles det tomt. Du har brug for at finde en indre ro og kraft, så du kan stå imod trangen. Bitten Jonsson, som selv er tidligere sukkermisbruger, plejer at benytte sig af den såkaldte sindsro-bøn: ”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

8. Vær ikke bange. Nu, hvor du ikke længere dulmer følelserne med mad, kommer de med fuld kraft, og det kan være skræmmende. Men lad dem bare være der. Tal med andre, så føles det nemmere. Og vov at gøre grin med dig selv og din afhængighed. For hvis vi tør lave skæg og ballade, så fjerner vi følelsen af skam og får lettere ved at bryde det gamle mønster.

9. Blæs på tilbagefald. Det hører med at få tilbagefald af og til. Lad være med at lægge så stor vægt på det, det er bare med at fortsætte. At blive sukkerafhængigheden kvit er et livsprojekt. Med god mad og de rette tanker vil du klare det.

 
God mad mod sukkertrang
● Æg ● Kylling ● Fisk ● Skaldyr 
● Kød ● Ymer ● Cremefraiche 
● Fløde ● Olivenolie ● Smør

 

Læs mere om