Gå til hovedindhold

Mangler du vitaminer?

Mangler du vitaminer?
Trends kommer og går – også når det gælder vitaminer, mineraler og kosttilskud. Her er nogle af dem, der tales om for tiden

De gamle og nye vitaminer 

Lige nu svinger det lige så hurtigt i pillebranchen som i modebranchen. Vi har knapt kunnet tømme bøtten med D-vitamin, før det er tid til, at vi bare må tage et nyt supervitamin – nemlig K-vitamin. Og litium udpeges til at være det seneste i rækken af vitaminer, som vi siges at mangle. Vores mangel er til og med så stor, at der tales om et ”skjult” sundhedsproblem.
 
 
Tidligere tiders hvidløgs-kapsler tales der derimod ikke meget om længere, men til gengæld er gurkemeje kommet på banen. Den menes  – hvis man søger på nettet – at hjælpe mod bl.a. udfældninger i mellemrummet mellem hjernens nerveceller, tumor og betændelser af alle slags.
 
– Mange af de her trends er resultatet af tvivlsom markedsføring, forklarer ernæringsekspert Anki Sundin. Hun sætter først og fremmest spørgsmålstegn ved, at litiummangel skulle være et skjult sundhedsproblem. I høje doser anvendes det som medicin mod bipolære lidelser.  
 
– Men at folk i al almindelighed skulle have brug for litium lyder mærkeligt. Vi ved ikke engang, hvor meget vi egentlig har brug for. Litium regnes ikke som et livsnødvendigt stof for mennesker, siger Anki Sundin. Men der findes også vitaminer, som vi hidtil har undervurderet. 
 
– K-vitamin, vil jeg gætte på, er et af dem. Det har præcis som D-vitamin levet et liv i skyggen, men er blevet vældig poplulært – og med rette. De seneste opdagelser viser, at K-vitamin ikke bare får blodet til at koagulere – men også optagelsen af kalcium synes af være afhængig af vitaminet, ligesom hjerte-kar-sundheden generelt. 
 
– Men de nuværende anbefalinger af, hvor meget K-vitamin, vi har brug for, er baseret på den koagulerende effekt. Vi kan have behov for mere for også at dække behovet for de øvrige funktioner, men det ved vi endnu ikke noget om. Derfor har vi brug for mere forskning af K-vitaminet, siger Anki Sundin.
 
 

3 gamle travere 

Torskelevertran

Forgængeren til dagens omega-3-kapsler. Indeholder A-, D-vitamin og omegafedtsyre, og spises primært af personer, som får for lidt fisk gennem deres mad. Er ofte betydeligt billigere end omega-3. Blev anvendt i 1800-tallet mod engelsk syge, selv om man ikke vidste, at 
sygdommen skyldtes vitaminmangel, og at torskelevertran indeholder netop disse savnede vitaminer.
 

Hvidløg

Datidens gurkemeje og måske nummer 1 blandt naturens egne mediciner. Har mistet lidt popularitet, men dukker altid op igen som muligt middel. Anses for at hjælpe mod forkølelse, højt kolesterol, svampeinfektion, parasitter i maven, hjerteproblemer. Undersøgelser har vist såvel positive sundhedsresultater som ingen resultater overhovedet. Det virker dog bedst at spise friske hvidløg, som enten er tilberedt eller rå.

 

C-vitamin

Miraklet, som ifølge nobelprismodtageren Linus Pauling skulle kunne forhindre alt, bare man tog det i høje doser. Han troede, at det kunne hjælpe mod bl.a. kræft, psykiske sygdomme og forkølelse. På trods af, at man har lavet undersøgelse efter undersøgelse, for at se om C-vitamin er godt mod forkølelse, er det ikke lykkedes at bevise det. Vi lader til at få det C-vitamin, som vi behøver, gennem frugt og grønt.
 

Nye og populære 

K-vitamin

K kan være en undervurderet opkomling, præcis som D-vitamin var. Men det mangler at blive bevist. Vitaminet hjælper blodet til at koagulere (størkne), er godt for knogletætheden og også for hjertesundheden ifølge de seneste oplysninger. Nogle mener, at der er en sammenhæng mellem mangel på K-vitamin og demens.
 
Det er dog ikke bevist. K-vitamin findes i to former: K1 og K2. Den førstnævnte findes primært i grønne bladgrøntsager og kål. K2 findes i kød, æggeblomme og mejeriprodukter, for eksempel lagrede oste. Ifølge Fødevarestyrelsen er K-vitaminmangel sjældent. 
 

Gurkemeje

Det gule farvestof curcumin, som udvindes af roden gurkemeje, har stor interessere for såvel seriøse som useriøse forskere, eftersom det ser ud til at have en antiinflammatorisk effekt. Curcumin (som faktisk har et E-nummer, E 100) siges at være godt mod alt fra kræft og Alzheimers til depression og ledsmerter. Det er længe blevet anvendt inden for østerlands folkemedicin, hvilket skulle være et ”bevis” for, at det fungerer. De undersøgelser, der er lavet på curcumin og kræft, er ofte lavet på dyr og kan ikke altid overføres til mennesker. Visse mindre undersøgelser har vist, at det kan lindre ledsmerter hos nogle mennesker.
 

Litium

Grundstoffet litium er et metal, der er udpeget til det nye helsemineral i en svensk bog. Mangel på stoffet  gør os angiveligt voldelige, demente og selvmordstruede. Litium sættes også i forbindelse med diabetes type 2 og blodpropper i hjertet, blandt andet har man fundet ud af, at sygdommene er mere udbredte, der hvor litiumindholdet i drikkevandet er lavt. Men man sætter spørgsmålstegn ved sammenhængen. Mest kendt er det som lægemiddel mod bipolar sygdom (maniodepression), men i høje doser. Det findes naturligt i jorden og vandet. Forekommer også i kartofler, tomater og gojibær.