Gå til hovedindhold

Slut med forbudt - nu accepterer jeg mig selv: Mit Vægttab er en sidegevinst

Mette taber sig efter metoden Slut med forbudt
Mette Marie Pedersen har brudt med sine gamle vaner og tabt sig. Før overspiste Mette og fik dårlig samvittighed og slog sig selv i hovedet. Nu har hun ændret sine vaner og lært at elske sig selv og sin krop, uanset hvor den buler ud. Og bonussen er, at hun helt automatisk taber sig. For Mette er det slut med forbudt.

Nu er det slut med forbudt

”Jeg er klam. Jeg er fed. Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen.”

Den slags tanker var hverdag for Mette Marie Pedersen, for siden hun som 19-årig flyttede hjemmefra, har hun vejet for meget. 
 
– Hvis jeg spiste en hel pizza, kunne jeg nærmest mærke, hvordan fedtet voksede ud på min mave. Jeg havde lyst til at skære det af, siger hun.
Mette har forsøgt sig med 5:2 Kuren og Vægtvogterne, og i 2014 begyndte hun at tælle kalorier.
 
– Det lykkedes for mig. Jeg tabte 14-15 kilo, men jeg udviklede overspisning, fortæller den 32-årige pædagog fra Aalborg.
 
Hun havde en rigtig god dag, hvis hun kunne holde sig nede på 900 kalorier om dagen, og dagen var rigtig skidt, hvis hun indtog over 1.200 kalorier. 
 
Hver fredag vejede hun sig: Havde hun tabt sig, fejrede hun det med voldsom overspisning i weekenden. Hvis vægten ikke var så venlig, trøstede hun sig med mad hele weekenden, mens hun tænkte grimme tanker om sig selv.
 
– Tanker om mad og min vægt fyldte 90 procent af mine tanker, husker hun.
 
Mette vidste, at hun var nødt til at gøre noget andet, og da hun læste bogen ”Slut med forbudt” af Morten Svane og Morten Elsøe, vidste hun hvad. Hun tog kontakt til Morten Elsøes Livsstilshuset i Aarhus og købte seks sessioner hos vane- og overspisningscoach Kris Lorenzen, der er professionsbachelor i ernæring og sundhed.

Ændre tankemønster

– I begyndelsen var det megafrustrerende, at jeg ikke tabte mig et kilo om ugen, ligesom jeg plejer at gøre, når jeg er på kur, men det gik hurtigt op for mig, at vægttab blot er en sidegevinst, fortæller Mette.
– Jeg skulle ændre tankemønstre og vaner, så ville jeg begynde at se kiloene forsvinde stille og roligt. 
 
Det første, Mette ændrede, var vanen med at småspise efter frokost. Hun fandt ud af, at hun i stedet for kunne gå en tur. 
 
Først virkede det stressende, for skulle hun pludselig til at dyrke motion og have pulsen op efter frokost i stedet for at snacke? Men hvis hun lavede en kop kaffe og hældte den i en termokop, ville gåturen være mere afslappende, og turen måtte kun vare et kvarter.
 
– Jeg gjorde det i en måned. Siden har jeg ikke haft behov for det. Og jeg er stoppet med at snacke efter frokost, konstaterer hun.
 
Det gik op for hende, at hun snackede efter frokost, fordi hun var træt, og når hun er træt, så småspiser hun.
 
– Nu har jeg lært at genkende den følelse, så når jeg er træt, lægger jeg mig ned i stedet for. Hvis jeg kommer til at spise på den følelse, det gør jeg jo nogle gange, så registrerer jeg det, tænker ”hov” og stopper. Før bankede jeg mig selv oven i hovedet med det, fortæller Mette.
 
 

Usunde weekender

Den næste vane, hun ville arbejde med, var de usunde weekender.
 
– Fra dengang, jeg talte kalorier, handlede mine weekender om at spise så usundt som muligt.
 
Nu skulle hun spise grøntsager svarende til en gulerod til aftensmaden hver dag i weekenden. Og alle grøntsager tæller, selv om det i Mettes hoved normalt kun var de grove typer, der galt. 
 
– Hvis jeg spiste en agurk, tænkte jeg, ”hvorfor spiste du ikke broccoli i stedet for?”.
 
Den lillebitte vane ændrede hele hendes tankemønster omkring weekenderne.
 
– Før kunne jeg få det helt dårligt, hvis jeg ikke spiste en masse usundt i weekenden. Lige modsat af, hvordan jeg havde det i hverdagene. Nu fylder de tanker ikke mere, siger hun og forklarer, at hendes tankemønstre har været meget sort-hvide. 
 

Medierne påvirker os

Mange af Mettes tanker og spisevaner handlede om, hvad hun havde læst i medierne. 
 
– Frugt var forbudt på grund af frugtsukker. Spis i stedet bær, der er rige på antioxidanter. Det står alle steder, så jeg spiste kun bær. Men jeg har fundet ud af, at jeg slet ikke bryder mig om jordbær, og et æble er jo bedre end et stykke franskbrød, siger hun.
 
Efter seks gange hos Kris er Mette godt i gang med at ændre ni vaner, som handler om alt fra, hvordan man spiser sundt, når menuen er en kæmpe buffet, til hendes forhold til vægten. 
 
Mette er også holdt op med at følge sundheds- og fitnesspersonligheder på de sociale medier, fordi de forplumrer tankerne om et almindeligt, sundt liv. 
 
Mette begyndte forløbet hos Kris i april.
 
– Jeg er stadig i processen, men i forhold til før har jeg det virkelig godt. Mad og jeg burde fyldte virkelig mine tanker før, fortæller hun.
 
Det er også lykkedes hende at have slik i skuffen uden konstant at tænke på det.
 
– Hvad sker der, hvis du lader det ligge til dagen efter? Det er jo o.k. Det er bedre at spise lidt end at spise det hele med det samme og få ondt i maven. Jeg har bland selv-slik i skuffen nu. Jeg har ikke behov for at spise noget af det, for jeg fik jo noget i går. Jeg må gerne spise noget i dag, men det brænder ikke mere, siger hun og forklarer, at i forrige uge var hun meget presset og kom til at spise for meget.
 
– Før ville jeg have tænkt: På mandag, så skal jeg bare tabe mig. Nu tænker jeg, at det var o.k. at spise lidt mere, fordi jeg var presset. Jeg får ikke dårlig samvittighed, for jeg ved, der var en grund til det. Jeg standser op, registrer det og kommer videre, siger hun. 

Overrasket over vægttab

Og badevægten, den bruger hun sjældent. Men fordi Ude og Hjemme er på besøg, vejer hun sig.
 
– Jeg har tabt to kilo. Det er faktisk ret vildt. Min første tanke var, at der var noget i vejen med badevægten. Det er bare sket automatisk. Vægttab har været et nederlag for mig så mange gange, så nu har jeg tabt mig uden at tænke over det, siger hun.
 
– Det har hele tiden været mit mål at tabe mig 10 kilo, inden jeg skal giftes til næste år, og det skal nok komme, siger hun fuld af selvtillid.
 
Mette har fået et nyt syn på sundhed og ved, at alle grøntsager er sunde, ikke kun de grove. 

Vil du selv i gang med Slut med forbudt

I Ude og Hjemme i denne uge, kan du læse meget mere om Slut med forbudt. Her giver vanecoach og cand.scient. i ernæring Morten Elsøe dig opskriften til at ændre dine vaner, så du også kan få et nyt og godt forhold til mad, som hjælper dig til at smide de overflødige kilo helt uden regler og forbud.