Gå til hovedindhold

Motionsformer

Når du skal vælge motionsform, er det vigtigt, at du vælger en aktivitet, du holder af og kan trives med

Når du skal vælge motionsform, er det vigtigt, at du vælger en aktivitet, du holder af og kan trives med.
Du skal ikke vælge ud fra, hvad der er effektivt og godt for naboen, vennen eller ægtefællen. Du skal vælge en aktivitet, der passer dig, en aktivitet, der gør dig glad og som du kan fortsætte med. Ikke kun de næste 14 dage, men gerne resten af livet.

Boldspil
Er du til boldspil, skal du måske overveje det en ekstra gang, inden du køber et årskort til det lokale fitnesscenter. Find eksempelvis i stedet ud af, hvornår der er træning i badmintonklubben. Få en aftale og kom ned og se, om det er noget for dig.

Musik og bevægelse
Er du til musik og bevægelse, vægttræning og aerobics, så kig forbi fitnesscenteret og få en prøvetime. Tag en snak med instruktørerne og fortæl om DINE behov, præferencer, "lyster" og temperament. De er mere end villige til at høre efter og give dig en udsøgt service. Benyt dig af deres kompetence. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du får brugt centeret, så køb f.eks. et klippekort inden du binder dig. Så kan du se, om det er noget for dig.

Forskellige former for dans vinder også markedsandele for tiden. Kan du lide at danse, så prøv en af tidens mange muligheder. F.eks. linedance eller salsa. Igen; find ud af, hvornår de træner, drop forbi og prøv det!

Kampsport
Er du til kamp, koncentration og koordination, så prøv en form for kampsport. Det bliver mere og mere populært, og du får en super træning. Tag ned i den lokale karateklub og prøv det af.

Hovedsagen er, at du træffer et valg ud fra dine præferencer. Det skal være sjovt, hyggeligt, socialt og givende både fysisk og psykisk, når du dyrker motion.

Hvor finder du de forskellige motionstilbud i DIT nærområde?
Hvis du er til de kommunale tilbud såsom diverse foreningsaktiviteter, henvender du dig på f.eks. kulturforvaltningen i din kommune. Her vil man kunne råde og vejlede dig. De kan også oplyse om åbnings- og træningstider.

De fleste større byer og nogle mindre huser også et eller flere private motionstilbud, herunder fitnesscentre. Slå op i telefonbogen eller søg på nettet under emner som f.eks. idræt, sport eller fitness.

Endelig er der jo også muligheden for at træne på egen hånd. Løb og cykling kan praktiseres året rundt og stort set på alle tidspunkter af døgnet. Det kræver bare funktionelt tøj og sko, lys og reflekser og evt. en eller flere træningspartnere. Hvis man foretrækker at træne i en klub, findes der mange løbe- og cykelklubber spredt ud over landet.

Gå en tur
Er man til mere moderat fysisk udfoldelse kan man altid gå en tur. Det kræver ikke noget særligt udstyr, blot et par gode sko og behageligt tøj. Desuden har du altid tid til en gåtur! En gåtur kan også være en social begivenhed. Hvad med at samle vennerne, kollegaerne, kæresten eller naboerne til en rask spadseretur ud i det grønne?

Træningsprogram: cykel og løb
Skrevet af: Mette Flindt, personlig træner, SlankeDoktor.dk

1. Find det tempo der passer til dig.
2. Brug denne plan som udgangspunkt.
3. Tast det ind i din motions-ugeplan og gennemfør det i to uger.
Derefter skal du øge enten hyppighed, varighed eller intensitet, således at du hele tiden presser dig selv lidt. Dog anbefales det, at der kun øges på en af tingenen af gangen, så risikoen for skader minimeres. Først hyppighed, så varighed og til sidst intensiteten.
 

Intensitet:
Let = svagt forpustet, samtale flydende.
Middel = lettere forpustet, samtale muligt
Høj = forpustet, korte sætninger
Meget høj = meget forpustet, ord men ikke sætninger
Nær maksimal = meget meget forpustet, ord næsten ikke muligt

Læs mere om