Gå til hovedindhold

Varm på Yoga

Morten Mejnecke
Måske har du hørt navne som ”Hot Ashtanga”, ”Hot Yin” eller ”Hot Vinyasa”, som blot er nogle ud af flere former for yoga, der storhitter som aldrig før. Fælles for stilarterne er, at de søger at skabe en balance mellem krop, sind og sjæl i opvarmet lokale. Journalist Pernille Magaard Bøgh har besøgt Nordisk Yoga i Odense for at se, om hun kunne blive varm på motionstrenden.

Velkommen til Hot Yoga

Selv om jeg er blevet forhåndsadvaret om varmen, kommer det alligevel som en overraskelse, når døren ind til de 37 graders varme åbnes. Det føles som at ramme en mur af varme, og jeg spekulerer straks på, hvordan jeg klarer at være inde i det lille, meget ”hotte” yogalokale i en hel time. ”Yin Hot Yoga” hedder holdet, jeg skal prøve. Hot, ja, det forstår jeg. Men hvad er yin? Dagens instruktør, Heidie Løvendahl, fortæller, at det er en yogaform, der nærer os med sin mere feminine tilgange. Det handler ikke om styrke, men snarere om afspænding, selvindsigt og at strække bindevævet. For mig lyder det lidt kompliceret. 

Varmeboblen for alle

Vi ligger på hver vores måtte og vænner os til varmen. Brystkasserne hos deltagerne, som er både mænd og kvinder i forskellige aldersgrupper, pustes op og ud i takt med lyden af høje udåndinger. Jeg forsøger at gøre det samme. Men i stedet for at fokusere på vejrtrækning leder mine tanker hurtigt hen på det indkøb, jeg skal have klaret efter yogatimen, og hvor rart det bliver at komme ud i vinterkulden. 

Læs også: Ansigtsyoga der træner og strammer dit ansigt

Men så sker der noget. Noget helt uventet faktisk. Idet instruktøren Heidie begynder at undervise, glemmer jeg, at jeg irriterede mig over havregrynene, som jeg glemte at skrive på min indkøbsseddel. I stedet er alt fokus på nuet. På mig selv og min krop. Jeg har vænnet mig til varmen og bruger den til at lave stræk, som jeg plejer at være for stiv i kroppen til at lave. Og det er dét, hot yoga kan; De infrarøde varmestråler giver en varme ind i kroppen, der gør, at man kan bevæge sig dybere ind i en stilling med mindre risiko for skader. Men mindst lige så vigtigt, så gør den mig helt afslappet. Jeg mærker og lytter til min egen krop.  

Lydt til mavefornemmelsen

De fleste af os har sikkert hørt, at vi skal lytte til vores mavefornemmelse i forskellige situationer. Men kan vi egentlig mærke den helt fysisk? Mærke, hvad vores intuition fortæller os? Det hjælper yoga med, fortæller Heidie:

– Vi har så mange kasketter på til hverdag og skal nå det hele. Vi skal være mor, kone, veninde, kollega osv. Ved ”Yin-yoga” skal du ”bare” være dig selv. Du lærer dig selv bedre at kende og lærer at mærke din mavefornemmelse. Og når vi lærer os selv bedre at kende, kan vi træffe de bedste beslutninger for os selv i hverdagen. 

– Når jeg er her, i min lille hule, får jeg et frirum, og min ”indre kerne” bliver stærk, fordi jeg får ro og nærvær med mig selv. Så jeg har mere at stå imod med ude i verden, fortæller Karen, en anden deltager som sveder mindst lige så meget som jeg.

Læs også: Har du prøvet yoga?

Pause fra zappestilen

At træne tankerne i at passe sig selv er mindst lige så svært som de fysiske stillinger. Men minut for minut bliver jeg bedre til det. Og jeg tager mig selv i at tænke, at det er ren balsam for sjælen at give tankerne fri i en tid, hvor der er tendens til, at alt går virkelig stærkt. En tendens, hvor vi lever livet i overhalingsbanen og zapper hurtigt mellem tingene. Og hvis du spørger Heidie, er der meget at hente ved at sætte tempoet lidt ned:

– Yoga har en afstressende effekt, fordi man ikke skal konkurrére med nogen, man skal ikke nå noget, og man skal ikke se ud på nogen bestemt måde. Man skal bare komme, som man er. Og grunden til, at det er blevet så populært, er nok fordi, folk har fundet ud af, hvor dejligt det er med et lille fristed og en pause fra hverdagen.

Da Heidie fortæller, at Yin-timen er slut, bliver jeg helt overrasket. Tiden er fløjet af sted. Jeg har mærket afspænding og selvindsigt – dét med at strække bindevævet ved jeg ikke. Men jeg ved, at det ikke er sidste gang, jeg har lagt mig ind i den inderste, ”hotte”, bane i stedet for altid at være i den kolde overhalingsbane.