Gå til hovedindhold

Fordele ved morgentræning

Morgentræning har mange fordele
Der er mange fordele ved at sætte vækkeuret til at ringe tidligt og få sparket din dag i gang med morgentræning. Når du dyrker motion, udskiller kroppen nemlig en masse gode hormoner, som vækker dig og gør dig frisk til dagen.

Selvom det er fristende at blive liggende under dynen og snooze, er det en god ide at komme ud af fjerene og starte dagen med morgentræning. Det kan også være svært at hive op i sig selv og komme i træningscentret efter en lang dag med udfordrende opgaver på arbejde. Ved at træne i de tidlige morgentimer, kickstarter du dagen og kan udnytte energiniveauet i adskillelige timer, skriver Videnskab.dk.    

Gør dig frisk resten af dagen

Måske er det svært at overbevise din krop til at stå en time tidligere op og hoppe i løbeskoene, men det er det hele værd. Ved at træne om morgenen kan du nemlig holde dig frisk til resten af dagens gøremål. 

- Når du dyrker motion, udskiller kroppen en masse gode hormoner, blandt andet adrenalin, som vækker dig og gør dig mere klar til dagen, siger Sofie Laage-Christensen, som forsker i døgnrytmer.  

Den kortvarige påvirkning af hormoner vækker kroppen og hjernen, så du kan præstere bedre. Du får et mentalt boost. Stresshormonet adrenalin er gavnligt i små mængder og kan give en effekt, der varer et godt stykke op ad dagen. Adrenalinen kan blandt andet medvirke til, at du er oppe på dupperne og klar i hovedet til at møde dagens udfordringer. 

Læs også: Mættende morgen-smoothie

Sov bedre

Hvis du sparker dagen i gang med morgentræning, er det også gavnligt, når du lægger hovedet på puden. Hvis du har tendens til at vende og dreje dig i sengen og ikke kan falde i søvn, kan det hjælpe at starte dagen en time tidligere med fysisk aktivitet. Ved at gøre det til en vane at dyrke motion om morgenen, fortæller du din krop, at den skal udskille søvnhormonet melatonin tidligere på dagen, som sikrer dig en god nattesøvn. 

- Det virker godt på din søvn, hvis du lægger din træning om morgenen. Det er med til at kickstarte hovedet på samme måde, som hvis du får lys tidligt på morgenen, og det gør, at melatonin bliver udskilt tidligere om aftenen, siger Sofie Laage-Christensen. 

Hvis man lægger sin træning lige omkring sengetid, vil det derimod virke aktiverende, så du har sværere ved at falde i søvn. 

Læs også: Morgensol slanker

B-mennesker kan blive A-mennesker

Morgentræning kan gøre B-mennesker til A-mennesker. Det skyldes det lyssensitive væv i øjet, der sender signaler til hjernen om, at dagen er begyndt. Det er det samme væv, der registrerer mørkets frembrud og sætter gang i søvnhormonet melatonin. Det er dog nødvendigt, at træningen sker udenfor i solens stråler. Morgentræning kan derfor få B-mennesker ud af fjerene og komme i gang med dagen. 

En anden bonus ved at træne om morgenen er, at din fedtforbrænding øges en anelse, når du træner fastende.

Læs også: Forskerne er enige: Spis morgenmad hvis du har lyst 

 

 

 

 

 

 

Læs mere om