Gå til hovedindhold

Husk smag til din mad!

Når du skal spise sundt er det vigtigt, at dine smagsløg tilfredstilles, da det giver mindre lyst til at synde. Læs mere om smag i maden her.

Får du nok smag?

Selv om den grundliggende årsag til, at vi spiser, er for at få energi og opbygge eller vedligeholde kroppen, så er madens smag helt afgørende for vores spiseadfærd og oplevelsen af mæthed.
Mæthed er nemlig mere end bare madens mekaniske og fysiologiske effekt, hvor mavesækken udspiles og tømmes over tid, blodsukkeret stiger, og energidepoterne fyldes.

Hvis du skal have lyst til at spise noget igen og igen, f.eks. sunde salater, skal de indeholde sensorisk interessante indtryk. Både udseende, duft, smag, mundfylde, konsistens, temperatur og andre faktorer påvirker smagsoplevelsen og fornemmelsen af en rar mæthed.

Smagssansen, der omfatter de fem grundsmage, sød, sur, salt, bitter og umami, bidrager til madens smag, men lugtesansen, følesansen  og  sansen for det stærke er også afgørende indtryk, når hjernen skal danne indtryk af madens smag.

Det er en smart mekanisme, som har hjulpet mennesket til at overleve ved at sikre variation i måltidet. Når vi er mæt af én smag og måske også næsten mekanisk og fysiologisk mætte, kan vi nemlig stadig have lyst til noget med en anden smag, som så kan bidrage med andre næringsstoffer. Blandt andet derfor har vi tit lyst til sød dessert, selv om vi lige har spist os godt mætte i hovedret med primært salte, sure og bitre smagsindtryk.

Læs også: Stærk smag mætter mere

Sådan varierer du smag i din mad

Tænk i smag, når du sammensætter dine måltider. Krydderurter, krydderier og indholdet af mange andre råvarer kan få din mad til at gå fra rent foder til en stærkt sanselig oplevelse. Tag afsæt i grundsmagene og tilfør:

- Det sure fra eddike, vin, citrussaft, yoghurt og tomater.

- Det bitre fra kål, kaffe, kakao, mørk chokolade, de fleste krydderier og krydderurter, te, citrusskal, grøn peber, rå løg, oliven og øl.

- Det søde fra sukker i alle former, honning, sirup, sød vin, saft og søde rodfrugter.

- Den stærke sansning, som kan vare i mange minutter efter sidste mundfuld, i form af chili, radiser, ingefær, peber, sennep, nigellafrø og peberrod.

- Umami, er den femte smag, som tungen er i stand til at sanse. Den fremhæver andre fødevarers smag. Mejeriprodukter, oste, tomater i alle udgaver, tang, soja- og fiskesauce, svampe, kød og kødprodukter, bouillon og fisk og skaldyr.

- Variér tilberedningen. Tænk i madens konsistens. Mundfornemmelsen bliver bedst, når det sprøde møder det bløde.

Læs også: 9 tips til at booste din slankekur