Gå til hovedindhold

Yoghurtmarinerede lammespyd på grill

Lam og grill passer perfekt sammen! Yoghurtmarinaden bidrager til at mørne kødet, samtidig med at marinaden holder på saften, når kødet grilles.

Yoghurtmarinerede lammespyd på grill

Lam og grill passer perfekt sammen, og der ligger alt for lidt lam over de danske grillkul. Yoghurt bidrager til at mørne kødet, samtidig med at marinaden holder på saften, når kødet grilles. Der er uendelig mange måder at krydre marinaden på, og det er bare med at prøve sig frem. I denne udgave har vi ladet os inspirere lidt af både det græske og det indiske køkken.

Opskriften er beregnet som hovedret til 2 personer.

Prøv også vores opskrift på lam med jordbær-spidskålssalat

Ingredienser 

400 g lammefilet eller skært kød fra køllen

1 dl yoghurt naturel

2 spsk. jomfruolivenolie samt lidt ekstra til pensling

1 finthakket fed hvidløg

2 tsk. garam masala (Køb det her)

1 dl grofthakket frisk oregano

1 tsk. salt

½ tsk. friskkværnet peber

2 knsp. cayennepeber

Lam med svampesovs - mums!

Fremgangsmåde 

Skær kødet i mundrette stykker. De skal helst være nogenlunde lige tykke, så de bliver færdige på samme tid.

Rør yoghurten sammen med olivenolien og vend hvidløg samt alle krydderierne grundigt sammen med yoghurtblandingen. Smag marinaden til; den må gerne være lidt til den salte og stærke side, da den bliver mildere sammen med kødet.

Læg kødet i marinaden og rør grundigt, til der er marinade på alle kødflader. Lad kødet hvile i køleskabet i mindst 4 timer. Er det filet, er kødet nærmest mørt med det samme. Bruger du kød fra køllen, kan det godt betale sig at lade det ligge og marinere fra morgen til aften.

Tænd op i grillen og vent, til den er rygende varm. Sæt kødet på spyd og grill spyddene i 3-5 min. på hver side. Tiden afhænger af, hvor tykke kødstykkerne er.

Pensl dem undervejs med lidt olivenolie og servér dem direkte fra grillen sammen med en god grøn salat, solidt brød og eventuelt blandet, grillet grønt. Velbekomme!

TIP

Som altid ved grill-tilberedning, hvor ting skal grilles hurtigt, anbefales kul frem for briketter. Der skal bruges kraftig varme, men ikke i ret lang tid.

Indeholder affiliatelinks

Læs mere om