Gå til hovedindhold

Diabetes Kuren: Jeg er henrykt for det lykkedes

Malene er uddannet inden for sundhed og ernæring og arbejder i et fitnesscenter, men alligevel kunne hun ikke knække slankekoden. Først da hun begyndte at spise efter Diabetes Kuren og senere Boost Kuren, begyndte vægten at falde, og så gik det hurtigt. På blot et halvt år tabte Malene sig 21 kilo og er langt om længe glad for sin krop.

I teorien vidste Malene det hele – hvordan man sammensætter et sundt måltid, træner og sætterforbrændingen i vejret. Men én ting er teori, og en anden er praksis.

– Jeg har en uddannelse og en viden, som jeg burde kunne bruge på mig selv, men jeg kunne ikke knække koden. Det har været svært for mig, at jeg vidste det hele, men alligevel ikke kunne tabe mig, siger 36-årige Malene Arndt Bennedbæk Szankowski fra Bagsværd.

Hun har en bachelor i sundhed og ernæring og er souschef i et fitnesscenter, hvor hun også er personlig træner og fitnessinstruktør. Derudover løber hun 30 kilometer om ugen, underviser hold og træner for sig selv. Alligevel lå vægten på 82 kilo.

Malene begyndte at lægge sig ud i teenageårene. Hun kom tidligt i puberteten og fik kvindelige former.

– Jeg havde været slank hele min barndom, så det var mærkeligt og svært at ligne en kvinde. Jeg blev også mobbet med det af pigerne fra de ældre årgange, fordi de endnu ikke have former, fortæller Malene, der er 167 centimeter høj.

Fokus på vægten

Midt i teenageårene begyndte hun at fokusere på kosten. Hendes mor fulgte Vægtvogternes program, og Malene fulgte med på sidelinjen.

– Vægten blev min fjende. Jeg vejede mig flere gange om dagen, og hvis jeg havde taget 100 gram på, var jeg meget obs på, at jeg ikke skulle spise så meget til det næste måltid. Det var virkelig hårdt, husker hun.

Malene lider af PCO. Kvinder med PCO tager nemmere på, og omkring halvdelen er overvægtige. Desuden tog hun 20 kilo på under sine to graviditeter.

– Jeg kom igen ind i en ond spiral, hvor jeg ikke kunne styre min vægt. Jeg tog på, lige meget hvor jeg passede på. Jeg troede, at kiloene ville rasle af, når jeg begyndte at amme, men det skete ikke, siger Malene, der er mor til Mille på 3 og Milas på 6 år.

Allerede 12 uger efter fødslen var hun tilbage i fitnesscentret, hvor hun trænede tre-fire gange om ugen.

– Men kiloene ville ikke af, og det var virkelig frustrerende. Jeg begyndte at lede efter en forklaring på, hvorfor jeg ikke tabte mig, når jeg gjorde alt det rigtige, siger hun.

Malene spiste ikke så meget og troede, at hun levede sundt.

– Jeg kunne være småsulten en hel dag og så spise alt for meget til aftensmad, selv om det var sundt mad, forklarer hun.

Malene overså også, at hun ofte spiste hurtige kalorier som en chokoladebar, når sulten meldte sig.

– Jeg troede, at det var okay, fordi jeg spiste så lidt, men jeg glemte, at der faktisk er lige så mange kalorier i en chokoladebar som i to måltider, siger Malene.

Råd fra kostvejleder

Hun prøvede at spise efter forskellige kostprincipper, men lige lidt hjalp det.

– I sommer gik jeg grædende til lægen og sagde, at jeg havde gjort alt, men jeg kunne ikke tabe mig. Lægen sagde, at jeg bare skulle være glad for min krop. Det var lige som at få en flad, for jeg kæmpede virkelig og var ikke glad for min vægt, fortæller Malene.

I stedet rakte hun ud til kostvejlederne Majbritt Engell og Alice Apel Hartvig, som står bag Diabetes Kuren og Boost Kuren. De anbefalede hende Diabetes Kuren, da PCO kan give et forhøjet niveau af insulin i blodet.

Et ekstra boost

Diabetes Kuren bygger på en kost, der er rig på sunde fedtstoffer, masser af fisk, fuldkorn, friske grøntsager og et meget begrænset indtag af sukker – en kostsammensætning, der har en positiv effekt på vægten, blodtrykket, kolesteroltallet, diabetes og risikoen for hjerte-kar-sygdomme.

– Efter to uger kunne jeg mærke, at min krop have fået det bedre. Jeg var mindre træt og ikke så oppustet som normalt, fordi min krop var begyndt at samarbejde med mig, fortæller Malene.

Hun tog principperne fra Diabetes Kuren med videre til Boost Kuren, som går ud på at booste kroppens forbrænding ved at skifte mellem at indtage forskelligt antal kalorier. Fire dage om ugen spiste Malene kun 800 kalorier, og to dage indtog hun 1.400 kalorier. – I begyndelsen reagerede min krop virkelig. Jeg kunne næsten ikke løbe, fordi min krop skreg på mad, men den næste dag blev den tanket op igen, forklarer hun.

På lavkaloriedagene spiste hun skyr med mandler og bær til morgenmad, efterfulgt af tre skiver knækbrød med pålæg eller ost til frokost, og til aftensmad fik hun et stykke rugbrød med dåsetun eller pålæg. På dagene med 1.400 kalorier supplerede hun med grøntsager og magert kød.– Om lørdagen måtte jeg også spise noget lækkert. Det kunne være et rundstykke til morgenmad eller et stykke chokolade, så der var noget at se frem til, fortæller Malene.

Og boostet virkede. Kiloene raslede af Malene. – Jeg har i mange år haft et lavt kalorieindtag, men det her virkede, fordi jeg skiftede mellem at spise lidt og normalt. Kroppen lagde sig ikke bare i dvale og affandt sig med et bestemt antal kalorier, fordi det vekslede.

På et halvt år har hun tabt sig 21 kilo og vejer i dag 61 kilo.

– Når jeg ser gamle billeder af mig selv, kan jeg ikke forstå, at jeg var så stor, siger hun.

I dag spiser Malene ikke længere så restriktivt. Hun holder fast i morgenmad og frokost fra Boost Kuren, men spiser almindelig aftensmad med en masse grøntsager.

– Min krop har fundet sig for sig selv, og jeg har fundet ro i mig selv og er blevet glad for min krop. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg er virkelig lykkelig over, at det lykkedes.

Malenes tip

Læs varedeklarationer og bliv klogere på, hvor mange kalorier en vare reel indeholder.

Pas på med forbud, men giv dig sig selv lov til at spise noget lækkert én gang om ugen. Så er der noget at glæde sig til.

Gå eller løb en ekstra tur, hvis du skal til et arrangement om aftenen.

Jeg har drukket light-sodavand, da det gav mig følelsen af at få noget lækkert.

Slip sukker, det er hårdt i begyndelsen, men bliver nemmere efter en uge.

Pas på med at spise sukker igen, for man falder lynhurtigt tilbage i de gamle vaner.

Vil du prøve Diabetes Kuren?

Få guide, madplan og indkøbsliste med Ude og Hjemme. Bladet er på gaden d. 9. marts 2022!

Læs mere om