Rejespyd med hvidløgsdressing
Aftensmad til Dukan Kurens fase 1, angrebsfasen
RP = Rent protein
1 person
Ingredienser
Dressing
2 dl skyr
1 knust fed hvidløg
3 spsk. finthakket koriander
Evt. lidt skummetmælk
Rejespyd
300 g rå tigerrejer (optøede, hvis du bruger frosne rejer)
Saften af 1 lime
¼-½ tsk. tørrede chiliflager
Tilbehør
½ spsk. revet, finthakket limeskal (økologisk)
Evt. limebåde
PRØV OGSÅ: Dukan Kurens salat med surimi og rejer
Fremgangsmåde
Opvarm ovnen til 200°.
Dressing: Rør skyr, hvidløg og koriander sammen. Spæd evt. med lidt mælk, hvis du synes, dressingen er for tyk. Sæt den til side, mens rejespyddene tilberedes.
Rejespyd: Pil rejerne, men lad halespidsen sidde på. Fjern den sorte tarmstreng ved at lave et lille snit med en spids kniv. Træk rejerne på spyd. Dryp limesaft over og krydr med chiliflager. Læg rejespyddene på en plade med bagepapir og sæt pladen på næstøverste rille i den varme ovn i ca. 5 min. Vend spyddene efter 4 min. Strø revet limeskal over rejerne og servér dem med dressing og evt. limebåde til.
TIP Retten egner sig fint som forret. Bruger du den således, rækker opskriften til to personer.