Gå til hovedindhold

Jens efter stort vægttab: ’Fedme er som alkoholisme’

Jens Hummelmose har tabt 25 kilo på ganske få måneder og fortsætter indædt sin kamp mod kiloene. Han sammenligner nemlig fedme med alkoholisme.

Jens Hummelmose har tabt 25 kilo på ganske få måneder og fortsætter indædt sin kamp mod kiloene. Han sammenligner nemlig fedme med alkoholisme.

Navn: Jens Hummelmose

Alder: 47 år

Job: IT Group Manager hos Aller Media

Status: Gift

Startvægt: 134 kilo

Højde: 186 cm

Det står vægten på nu: 109 kilo

Ønskevægt: 90 kilo

 

Hvornår besluttede du dig for at gå på kur?

Det var noget, jeg havde tænkt over i mange år, men er så blevet bremset af bl.a. dødsfald og sygdom i familien, så overskuddet var der ikke lige før denne sommer. Men så i juli besluttede hele familien (Jens, hans kone og deres søn, red.), at nu skulle det være.

Vi kunne alle godt trænge til at smide nogle kilo og kontaktede derfor diætisten Charlotte Hartvig for at få lagt en kostplan, der passede til os alle, selvom vi havde forskelligt udgangspunkt. For det var afgørende for os, at det skulle være et fælles projekt, hvor vi kunne støtte hinanden. 

Hvad går kuren ud på?

Jeg spiser bare generelt meget lidt og følger ellers slavisk den kostplan, som jeg har fået lagt - med præcise angivelser af antal kalorier og gram, jeg må få. Jeg er blevet stor fan af skyr, haha! Sukker er til gengæld et fyord, men det var vigtigt for os, at vi havde lidt belønning i form af noget sødt, vi måtte få i løbet af dagen, så vi fik ’lov’ til at drikke Pepsi Max og spise Nellie Dellies, alt det vi ville.

                                  "Vi var nødt til at leve, og kuren skulle være til at holde ud."

Vi havde det sådan, at vi også var nødt til at leve, og kuren skulle være til at holde ud. Som den EDB-mand, jeg jo er, lavede jeg så også et regneark, hvor jeg noterede mit mål – at nå ned på 90 kilo efter et år – og så var det ellers bare at dividere op i 12, så jeg kunne se, hvor mange kilo, jeg skulle tabe hver måned.

Og hvordan er det så gået med at overholde kuren?

Over al forventning! Jeg er langt foran planen – er faktisk allerede ’i uge 9 næste år’ nu. Men det gør også, at jeg kan give mig selv en slags slankeferie i julen og i starten af januar, hvor jeg skal til Las Vegas og slå mig lidt løs med deres lækre steaks! Men jeg har ikke tænkt mig at falde helt i igen, selvom jeg er foran planen.

Det tog mig lang tid at slippe min søde tand, og jeg er faktisk også blevet lidt psykotisk omkring ikke at synde med mad. Vi var f.eks. på efterårsferie i Marielyst, og vi plejer at give den fuld gas med pandekager, slik osv. under vores ferier, men så pludselig tog vi os selv i at stå og diskutere, om vi nu kunne tillade os at købe gulerodsboller og en lille ost. 

Hvad er de konkrete resultater af din kur?

Jeg vejede over 140 kilo, da det var værst, men tror, at vægten sagde 134, da jeg startede kuren i sommer. Nu vejer jeg 109, men er slet ikke færdig. Jeg vil som sagt gerne ned på omkring 90 kilo, og det skal jeg nå inden næste sommer, men om det så lige bliver 87 eller 92, det er noget, jeg vil fornemme, når jeg når dernedad. Det handler om, hvornår jeg føler mig tilpas i min egen krop.

Dyrker du motion samtidig med din kur?

Jeg tager gerne trapperne i stedet for elevatoren nu, men motion er ikke en del af kuren. Jeg snakkede med min diætist om det i starten, og da jeg har dårlige knæ, blev vi enige om, at vi kun ville fokusere på kosten.  Det ville heller ikke være sundt for min krop at overanstrenge den, som det er nu.

                                 "Motion er ikke en del af kuren"

Jeg venter med at starte motionen for alvor, til når jeg er under 100 kilo. Det, at jeg lige nu har valgt motionen fra, gør også, at jeg i stedet kan fokusere 100 procent på at holde min kostplan, og så er der ikke flere steder, hvor man evt. kan lide nederlag.

Tror du, at du kan bevare din vægt, når målet er nået?

Ja! Jeg har vinket endegyldigt farvel til hvert et kilo, jeg har tabt indtil videre. Jeg har smidt mine gamle bukser ud og kun beholdt et par af de helt store, så jeg kan stå i dem, når målet er nået, og rigtig se forskel.

Allerede nu kan jeg passe almindeligt tøj og skal ikke have specialstørrelser, og det er en fantastisk følelse. Det betyder ikke, at der ikke vil være udsving. Man ved, at der vil være uger, hvor man tager lidt på, men der vil også være andre, hvor det så går den anden vej. Bare man husker, at når man har været fed, så er man altid fed.

                                 "Fedme er ligesom alkoholisme"

Fedme er ligesom alkoholisme. Man er stadig alkoholiker, selvom man er tørlagt, så det gælder om at træffe det rigtige valg hver dag. Det vil jeg også gøre i forbindelse med min vægt. Det handler ikke bare om at gennemføre en kur – men om at lægge sin livsstil helt om, så vægttabet også varer ved bagefter. 

Hvad har reaktionerne på dit vægttab været?

Der er været en masse positive reaktioner. Også fordi, jeg i den allerførste uge af min kur skrev på Facebook, at jeg havde tænkt mig at tabe mig. Så satte jeg jo også mig selv lidt under radaren og lagde på den måde pres på mig selv om at indfri mit mål, fordi andre jo så kunne følge med og kommentere. Det har helt sikkert også været en motivationsfaktor, at man har andre, der holder øje. Og jeg laver en statusopdatering hver uge. 

Hvad er dit råd til andre, der ønsker at tabe sig?

Jeg vil sige, at for mig hjælper det at sætte sig under radaren på Facebook, men det kommer jo helt an på, hvilke venner man har på Facebook, og om man er en type, der kan tåle de kommentarer, der måtte komme. Det er jo lidt at udstille sig selv. Mit bedste råd er, at man skal være helt klar til at følge en kur, med alt hvad det indebærer. Og så skal man sørge for, at ens omgangskreds er klar med støtte.

Jeg kunne aldrig have klaret det uden støtte fra hele familien, hvor vi alle har sørget for, at ingen knækkede kæden, og det er også afgørende, at vi har nogle venner, der har spurgt ind til, hvad vi må spise, hvis vi f.eks. har været til middag hos dem.

Læs mere om diætist Charlotte Hartvig her

Læs mere om