Gå til hovedindhold

L7 Kuren hjalp Anette af med sin yoyo-vægt

L7 Kuren har hjulpet Anette af med 5 kilo og fået bugt med hendes yoyo-vægt. Hendes bedste råd er: Giv ikke op - selv om vægten pludselig står stille undervejs.
Navn: Annette Stührenberg
Alder: 41 år
Privat: Gift og har fire børn mellem 16 og 12 år 
Job: Økonomiansvarlig
Startvægt: 68 kg
Vægt nu: 63 kg

Hvorfor ville du teste L7 Kuren?

Jeg har brugt appen Lifesum on and off i nogle år, men alligevel ikke nået min idealvægt på 62 kg. Så jeg trængte til at prøve noget andet, der også kunne hjælpe mig af med min sukkertrang. 

Hvordan er det gået? 

I løbet af to uger havde jeg tabt 3 kg og var superglad for resultatet. Hvorfor havde jeg dog ikke prøvet den her kur noget før, spurgte jeg mig selv.
 
Men så fulgte der nogle uger, hvor det blev sværere, og jeg tog faktisk halvanden kilo på igen, selv om jeg dyrkede motion. Så jeg overvejede at springe fra.
 
Men jeg fortsatte – og godt for det. For efter tre hårde uger gik vægten nedad igen. I alt tabte jeg fem kilo. Ikke lynhurtigt, men forhåbentligt noget, der varer på lang sigt. 

Hvad har været det sværeste? 

At slippe sukkertrangen efter klokken 19, for jeg havde fået en vane med at drikke en kop te sammen med noget sødt som belønning efter en lang dag. Det skulle jeg vænnes af med. Og så har jeg savnet min pasta. 
 

Og det letteste?

Jeg har hele tiden følt mig mæt, og så er det en kur, der sagtens kan fungere, selv om man skal ud at spise på restaurant eller til en fest. Kuren er enkel, og det er nemt at variere råvarerne, så man hele tiden kan prøve noget nyt.
 
Jeg har også kunnet spise mere eller mindre det samme som resten af familien til aftensmad. Det er også en rigtig god kur for glutenallergikere. 

Hvad har du lært undervejs? 

Giv ikke op – selv om vægten pludselig står stille undervejs. Prøv kuren, for her må du spise dig mæt i god mad og skal ikke gå og være småsulten hele tiden på en eller anden skrap slankekur.
 
Det er også en fordel, at jeg måtte tage et stykke mørkt chokolade eller en håndfuld nødder, når jeg var lækkersulten.
 
Min krop har også haft godt af at faste i 12 timer hver dag. Jeg har i hvert fald haft en dejlig følelse af at være i balance, når jeg har lagt mig til at sove om aftenen. 

Har du nået dit mål? 

Jeg vil gerne fortsætte med kuren. Ganske vist ikke så slavisk, og jeg vil også tillade mig selv kulhydrater ved festlige lejligheder.
 
Jeg har nået mit mål om at tabe mig 5 kg, så nu er mit mål at bevare mit vægttab. Det skal være slut med yoyo-vægten.