Gå til hovedindhold

Lisa smed 40 kilo på et år

I årevis var Lisa Brønd ulykkelig og frustreret over, at hun tog på i vægt, ligegyldig hvor sundt hun levede. Hun trænede hårdt, men intet hjalp. Først da Lisa kom i fertilitetsbehandling, fandt hun en løsning på sine vægtproblemer.

I årevis var Lisa Brønd ulykkelig og frustreret over, at hun tog på i vægt, ligegyldig hvor sundt hun levede. Hun trænede hårdt, men intet hjalp. Først da Lisa kom i fertilitetsbehandling, fandt hun en løsning på sine vægtproblemer. 

Lisa Brønd, 31, er køn og charmerende, og tilmed slank som en sylfide. Smilet er stort og smittende, og hun udstråler selvtillid og selvværd. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun er glad for livet og tilværelsen. 

Men sandheden om Lisa er langt mere nuanceret og spændende. Det er nemlig ikke mange år siden, at Lisas liv ikke var lige så dejligt, som det er i dag. Dengang var der absolut ikke noget at grine ad for Lisa, tværtimod. Det var lige til at græde over, og det gjorde Lisa ofte. 

I en ikke fjern fortid var Lisa nemlig svært overvægtig, trist, modløs og frustreret.  Når Lisa var sammen med andre, forsøgte hun altid at falde i med tapetet og hun opfandt ofte dødssyge undskyldninger, når veninderne ville have hende med i byen. Med Lisas egne ord var livet dengang en smertefuld kamp mod sørgmodighed og frustrationer. Det var prisen for de langt over 100 kilo, som vægten afslørede. 

Blev kun tykkere

– Jeg havde 7-8 virkelig hårde år. Jeg anede ikke, hvor de mange kilo kom fra. Men de kostede mig blod, sved og tusinder af tårer. Først da jeg skulle have hjælp til at få et barn, fik jeg stillet en diagnose. Siden er det gået fremad, og jeg har aldrig haft det bedre end nu, siger Lisa Brønd. 

I 4. klasse var Lisa buttet og vejede 62-64 kilo. Hun håbede, at tiden ville eliminereproblemerne med vægten, men det skete ikke. Hun levede sundt og dyrkede masser af motion. Hun spillede håndbold på divisionsniveau med hård træning, men alligevel bare steg og steg vægten. Som 19-årig vejede hun næsten 100 kilo, og frustrationerne var store. Jo mere hun trænede, jo mere tog hun på. Musklerne voksede, men det samme gjorde fedtlaget. Lægerne havde ingen anden løsning på problemerne, end at Lisa skulle ændre livsstil, spise fornuftigt og motionere meget. Det gjorde hun bare allerede til forvejen.

Startede i fertilitetsbehandling

I 2008 besluttede Lisa og hendes kæreste, at de ville forsøge at blive forældre. Lisa vidste, at noget var galt, idet hun f.eks. ikke fik menstruation. Hun var til gynækologisk undersøgelse på sygehuset i Esbjerg, og blev herfra henvist til fertilitetsbehandling på en klinik i Brædstrup. Det var først her, at Lisa fik stillet en diagnose og samtidig fik en forklaring på, hvorfor hendes vægt steg, selv om hun fulgte alle kost- og livsstilsvejledninger.

PCOS

Læs om Kate, der også har PCO og har smidt 75 kilo efter en fedmeoperation

Lisa havde PCOS, der er en forkortelse af Poly Cystisk Ovarie Syndrom. Det betyder blandt andet uregelmæssig menstruation med manglende ægløsning og med forhøjet andel af det mandlige kønshormon, testosteron. PCOS er en hormonel sygdom, som kræver en ganske speciel kostindtagelse, hvor det er ekstremt vigtigt at udelade bestemte fødevarer. Gør man ikke det, tager man på i stedet for at tabe sig.  Men det anede Lisa intet om, før hun kom til Brædstrup.

I 2008 blev hun blev gravid, men på grund af Lisas PCOS var graviditeten så problematisk, at hun blev sygemeldt fra sit job og skulle forholde sig i ro. Hun vejede på det tidspunkt over 110 kilo. Den 26. maj 2009 fødte hun sin første søn, Viktor, og bagefter tabte hun over 34 kilo.  Parret ville dog gerne have barn nummer to, og igen fik Lisa en fertilitetsbehandling. Sønnen Bastian kom til verden 27. december 2011, men Lisa havde stadig de samme problemer med at få styr på sin sygdom og komme ned i vægt. 

Omfattende kostomlægning

Lisa fokuserede efter sine to graviditeter 100 procent på at få det godt og slippe af med de mange kilo.

– Jeg tabte mig 40 kilo på et år og fik et helt nyt liv. Jeg vidste, at jeg havde PCOS, men jeg famlede mig alligevel frem i blinde for at få det bedre. Der er ikke megen hjælp at få. Nu drømmer jeg om at hjælpe andre kvinder med sygdommen. Jeg er sikker på, at der er mange overvægtige, som ikke aner, hvorfor de er det, siger Lisa.

Kvinder med PCO har gavn af LCHF

PCO og Fertilitet - spis dig gravid

Endelig slank

I dag stopper nålen på Lisas vægt på ca. 62 kilo, men antallet af kilo er ikke afgørende for Lisa. Det vigtigste er, at hun har det godt og med god samvittighed kan se sig i spejlet. Hun er blevet tilbudt job i det lokale fitnesscenter, hvor hun skal lede to hold. Det var bestemt ikke en sådan karriere, Lisa havde drømt om, da hun for få år siden var en overvægtig pige, der havde et besværligt liv og helst ville isolere sig. Dengang gik hun f.eks. kun klædt i sort tøj, fordi det får en pige til at se slankere ud. Nu klæder hun sig i lyse farver, der passer til hendes sprudlende humør.

Lisa og hendes børns far er gået fra hinanden, men det har intet at gøre med det nye liv, som hun lever nu. Hun er single, men ungkarlene kan spare sig. – Jeg skal ikke have en ny mand lige nu. Jeg vil udelukkende fokusere på det dejlige liv, som jeg har kæmpet så hårdt for at få, siger Lisa med et stort smil. 

Har du svært ved at blive gravid?

Kom i gang med motion! Her finder du nemme træningsøvelser og træningsprogrammer

Læs mere om