Gå til hovedindhold

Slank med Camilla Framnes: Min sidste slankekur

Slank med Camilla Framnes: Min sidste slankekur, siger Katrine, som har tabt sig 12 kg indtil videre.
Foto: Søren Jul Lamberth
Slank med Camilla Framnes. For Katrine har vægttab altid været en sur pligt. En pine, hun vidste, hun var nødt til at gå igennem. Derfor har hun altid taget de tabte kilo på igen. Nu har hun fundet en metode, hvor hun er glad for selve vægttabsrejsen og kan nyde livet undervejs. Hun ved, at slankekuren er en livsstilsændring, og denne kur er hendes sidste.

– Jeg har fulgt Camilla Framnes i mange år. Jeg læste hendes bog ”Hvis jeg kan, kan du også” og tabte mig 30 kilo derefter, fortæller Katrine Møller Olsen.

Det er syv år siden. På et halvt år tabte hun sig 30 kilo. Hun begyndte at løbe, og nogle gange lod hun være med at spise eller spiste blot en salat. Hun kom ned på 70 kilo, var tilfreds og gav slip.

– Det gik alt for stærkt. Jeg fik ikke lavet mine vaner om, og mit hoved kunne ikke følge med, fortæller hun.

Derfor tog hun det hele på igen og mere til. De sidste to år har hun på intet tidspunkt vejet under 100 kilo, og det har været svært at gå på vægten og se sig i spejlet.

Slank med Camilla Framnes: Jeg har mere energi og overskud

Ændre vanerne

– Den her gang laver jeg mine vaner om, og det bliver gjort i mit tempo, så jeg ved, at jeg kan holde det, slår hun fast.

Hun begyndte så småt at få gang i et vægttab igen sidste sommer, men havde svært ved at finde overskuddet til det. Til alt held fandt hun ud af, at Camilla Framnes er vægttabscoach hos Fit-all i Bagterphallen i Hjørring, hvor Katrine bor.

– Vi tager derop, sagde Katrines mor, Lone.

I hallens cafeteria spurgte Camilla dem venligt, om de var med på en kigger.

– Nej, vi melder os ind, sagde Katrines mor.

Og det gjorde de.

– Det er Camilla og min mor, der har æren for, at jeg startede hos Fit-all. Det er fantastisk at komme et sted, hvor alle er i samme båd. Camilla ved, hvordan det føles at være overvægtig, og det kan man mærke, fortæller Katrine.

Mor bakker op

Efter sommerferien tog de for alvor fat i vægttabet.

– Min mor er også med. Vi bakker hinanden op. Hun skal ikke tabe sig så meget som mig, men hun har tabt sig otte kilo nu, selv om hun fik en blodprop i hjertet mellem jul og nytår, fortæller Katrine, som selv har et mål om at komme ned på 80 kilo.

Hun husker tydeligt, da hun vejede 70 kilo og ikke kunne holde vægten nede. 80 kilo lyder mere realistisk for hende.

– Jeg vil hellere veje 80 kilo end at slæbe mig igennem til 70 kilo, siger hun.

Det bedste jeg har gjort for mig selv

Katrine spiser 1.400 kalorier om dagen.

– Det er fantastisk, at man kan spise, hvad man har lyst til inden for de 1.400 kalorier, siger hun.

Til morgenmad får hun som regel knækbrød med friskost og kyllingepålæg. Nogle gange med et glas mælk til for at komme op på 300 kalorier. Frokosten består af rugbrød med pålæg og grønt eller rester fra aftensmaden, og til aften får hun rigtig mange grøntsager, et stykke kød og en smule pasta, ris eller kartofler.

Én lille cola

– Før spiste jeg rigtig meget pasta, men det sværeste er at undgå de søde sager. Jeg var glad for slik, grillmad, kiks og cola. Jeg drikker stadig en cola en gang imellem, den med sukker. Jeg vil hellere drikke én cola, når jeg virkelig har lyst, end drikke to liter Pepsi Max hver dag, siger hun.

Hun kan nøjes med en lille cola, fordi hun har fundet ud af, at det ikke var cola, hun var vild med, men fornemmelsen af brus i munden.

– Jeg kan godt lide brus. Det er nok mest derfor, jeg drak sodavand. Nu drikker jeg danskvand med smag. Det giver den samme fornemmelse, siger hun.

Camilla Framnes: Sådan holder jeg mig slank

Katrine ved præcis, hvad der sker, når hun falder i og spiser for mange kalorier.

– Jeg falder i, når jeg ikke planlægger. Jeg skal helst planlægge, hvad vi skal spise, hvad vi skal have i weekenden, og hvis vi skal have slik, så planlægger jeg også det. Så vælger vi Føtex 2 km væk i stedet for Fakta, som ligger lige ved siden af, forklarer hun.

Og Katrine får gået rigtig meget. Nogle gange låner hun sine forældres hund og går en tur med den, andre gange går hun de 17-18 km til Hirtshals eller tager på vildmarkstur med sin datter, hvor de overnatter i telt og laver bål.

– Det er en anden måde at være sammen på end at sidde i sofaen med hver sin skærm, siger hun med et smil.

Fejrede 99 kilo

Katrine har tabt sig 12 kilo nu, og for første gang i mere end to år vejer hun under 100 kilo.

– Den følelse, da jeg så 99 kilo på vægten, er ubeskrivelig. Jeg tog ud og købte tøj med min mor, og jeg kiggede mig i spejlet, i stedet for at smide tøjet hen i bunken med for småt tøj. Tøjet passede, og det sad godt, fortæller hun og pointerer:

– For første gang er jeg glad for rejsen derhen, i stedet for at det er en sur pligt at tabe mig.

Risnudelsalat med lynstegt oksekød

Katrine vil gerne have tabt sig 15 kilo til påske, og hun håber på at være i mål inden nytår.

– Det kommer til at tage den tid, det tager. Nogle gange synes jeg, det går for langsomt, men min hjerne er nødt til at kunne følge med, slår hun fast.

Rundt om Katrine

Navn: Katrine Møller Olsen

Alder: 36 år

By: Hjørring

Status: Mor til Sofia på 15 år

Arbejde: Uddannet socialpædagog

Højde: 168 cm

Startvægt: 111 kg

Slutvægt: 99 kg

Squashspaghetti