Gå til hovedindhold

Slank med Struer: Anja tabte 30 kilo

Dame er på slankekur. Slank med struer
44-årige Anja Baks vægt nærmede sig faretruende 100 kilo efter at have ladet stå til i flere år. Men sidste år tog hun en beslutning. Nu skulle det være, og efter et tre uger langt slankeforløb på Struer Højskole fandt hun både motivation og metode til at få bugt med de overflødige kilo.

Slut med at lade stå til

Hun vidste det jo egentlig godt. At den opbagte sovs lavet på fløde, remouladestriben på spegepølsemadderne og det tykke lag smør på rundstykket lagrede sig på sidebenene. Men Anja lod stå til i en årrække – og det kunne ses på både badevægt og humør: Vægten steg, og humøret dalede. 

– Jeg har altid været meget madglad og er absolut ikke kræsen, og den mad, jeg har spist, har virkelig bare været al for fed og usund. Det var jeg da godt klar over, indrømmer 44-årige Anja Bak fra Galten i Østjylland. 

For som delikatessemedarbejder i den lokale SuperBrugsen kan det være svært at være standhaftig, når tykke frikadeller syder i masser af fedtstof på panden, og højtbelagt smørrebrød langes over disken. Det er så nemt at lade sig friste – og det er hun blevet. 

Det må derfor koste nogle kilo, og for Anja kostede den livsstil 30 kilo ekstra. 

I løbet af 10 år gik hun fra at være normalvægtig til overvægtig og faretruende tæt på at runde de 100 kilo.

– Jeg vil ikke sige, at jeg var besværet af at veje så meget, det var i hvert fald ikke noget, jeg tænkte over. Men i dag kan jeg godt mærke forskellen på at veje 30 kilo mindre. Min energi er en helt anden, og det samme er mit humør helt sikkert også, smiler Anja. 

For når hun tænker tilbage, var det bestemt ikke sjovt at skulle hoppe i de store tøjstørrelser, og nyt tøj blev højst købt en gang om året i den nærmeste Zizzi-butik. 

Meget utålmodig

– Der er aldrig nogen, der har sagt til mig, at jeg var blevet for stor, men alligevel har jeg kunnet fornemme, at det var det, folk tænkte. Så jeg har da gået og bebrejdet mig selv ikke at gøre noget ved det, Selvtillid havde jeg i hvert fald ikke så meget af, fortæller Anja, der på et tidspunkt forsøgte at tabe sig med Weight Watchers. 

Men efter et vægttab på 3-4 kilo gav hun op. Hun orkede ikke at forholde sig til alt det, hun ikke måtte spise. 

– Jeg er meget utålmodig, og det gik bare for langsomt med at tabe mig. Og så var der for mange regler til, at jeg kunne overskue det, siger Anja. 

Så hun droppede den metode, men slet ikke drømmen om at komme til at veje mindre. Hun lyttede derfor ekstra interesseret, da hendes fætter for et år siden fortalte om sit kommende højskoleophold. Målet var at tabe sig og få redskaber til at fortsætte. 

– Det lød virkelig spændende og som noget for mig. For var der noget, jeg havde brug for, var det redskaber til at komme i gang med et vægttab, uden at det var alt for kompliceret, siger Anja. 

Vil du gerne tabe dig: Find den kur der passer til dig

20 minutters stilhed

Opholdet foregik på Struer Højskole og kostede 10.000 kroner for tre uger. Det var ikke noget, Anja havde råd til, men igennem sit arbejde søgte hun en fond om pengene – og fik dem bevilliget. 

– Det forpligtede jo også på en måde. Jeg var i hvert fald meget motiveret til at komme i gang og ikke mindst vise mit arbejde, at pengene var godt givet ud. 

Under opholdet mødte hun andre, der også kæmpede med kiloene, og hun fandt ud af, hvad der skulle til, hvis hun gerne ville tabe sig. 

– Min største last er helt sikkert, at jeg har spist alt for store portioner. Så tricket for mig var at bytte middagstallerkenen ud med en desserttallerken. På den måde kunne jeg bedre styre portionerne. Samtidig skulle vi nyde vores måltid i stilhed i mindst 20 minutter og på den måde mærke efter, hvornår vi rent faktisk var blevet mætte og ikke havde behov for mere, forklarer Anja. 

Hun begyndte også at dyrke motion. Noget, hun ikke havde gjort, siden hun var barn, så konditionen var ikke i top. 

Men Anja begyndte at powerwalke på et løbebånd, og hun fortsatte med det efter højskoleopholdet. I dag løber hun fire gange om ugen og overvejer at stille op til et halvmaraton til sommer. 

Og så var der selve kostomlægningen. 

Heldigvis er Anja vild med at lave mad og har godt styr på, hvordan sovsen kan jævnes med lidt sødmælk i stedet for fløde, og at spaghettien ikke nødvendigvis skal koges i masser af olie for at smage godt. Så for hende har det ikke været så svært at finde alternativer og gøre maden sundere. 

– Jeg har heldigvis heller ikke haft den sukkertrang, som mange jo ofte har, for søde sager har ikke været mit problem. Det var simpelthen den dårlige vane med at spise fed mad og masser af den, siger hun og tilføjer, at det også har haft betydning, at der ikke var noget, der som sådan var forbudt. 

Læs også: Klar, parat... Vægttab!

Der var plads til en pizza eller slik en gang imellem. Forskellen var bare, at hun accepterede, at hun ikke behøvede at tømme slikposen eller spise hele pizzaen – og at den ekstra nydelse krævede ekstra motion. 

Og belønningen for indsatsen udeblev heller ikke. Kiloene raslede af uge for uge efter højskoleopholdet, og i løbet af 10 måneder tabte Anja 30 kilo. 

– Jeg er simpelthen så glad. Førhen holdt jeg mig altid tilbage og følte, at folk kiggede lidt skævt til mig på grund af min vægt. Men i dag er jeg blevet meget mere åben og tør sige min mening, siger Anja, der også fik mod på at søge kærligheden efter sit vægttab.

– Jeg ville aldrig have turde sætte mit billede på et datingsite, hvis jeg ikke havde tabt mig. Men det gjorde jeg nu, og der gik ikke lang tid, før jeg fik forskellige henvendelser. 

Den første, jeg mødtes med, er også ham, jeg i dag er kæreste med, siger Anja med et stort smil.

 

Læs mere om