Gå til hovedindhold

Stenalderkost kræver tid

Ernæringsterapeut Louise Bruun og læge Jerk Langer er ikke udelt begejstrede for Stenalderkost og er enige i, at det kræver utrolig meget planlængning og tid at gå på den kur.

Jerk W. Langer, Ude og Hjemmes læge og ekspert i TV 2-programmet ”En kur der dur”:

– Stenalderkost er en god måde at opnå et varigt vægttab på. Man spiser gode, naturlige råvarer og skærer ned på de hurtige kulhydrater. Ulempen er, at stenalderkuren er svær at holde ud i længden, fordi man ikke må spise brød eller mejeriprodukter. Jeg mener, at det kan være en udmærket livsstil, hvis blot man modificerer den, så det også er tilladt at spise rugbrød, bælgfrugter og fedtfattige mejeriprodukter. Samtidig kræver det tid og planlægning at holde kuren, fordi opskrifterne kræver specielle ingredienser.
 

Louise Bruun, ernærings-terapeut og ekspert i TV 2-programmet ”En kur der dur”:

– Jeg kan godt lide, at maden skal være økologisk og laves helt fra bunden. Men jeg bryder mig ikke om, at man skal spise alt det kød. Det er hverken godt for miljøet eller sundt, mener jeg. Og så er det også en ret besværlig kur. Det kræver struktur, tid og lyst at finde de rigtige råvarer og lave mad ud fra stenalder-opskrifterne.