Gå til hovedindhold

Stines syvende uge på 8 timers kuren

Så er det igen gået et par uger, siden jeg sidst skrev.. Jeg kan ikke forstå at tiden går så hurtigt, og jeg har tydeligvis en godt pakket kalender, siden tiden flyver sådan.
I dag er det søndag og denne søndag står 100% på Stinetid. Jeg skal intet lave, og skal bare rende rundt i hyggetøj og se fjernsyn eller læse lidt.. Skønt! Jeg har de sidste tre uger været ret hårdt ramt af en led forkølelse (endnu en glæde ved at arbejde i vuggestue) og har derfor desværre ikke fået trænet. Det er jeg ret træt af, men man må bare op på hesten igen. Jeg har trods alt overholdt kuren, så lidt positivt er der da. I hvert fald i hverdagene, men jeg synes det har været svært for mig i weekenderne. 
 
Sidste weekend skulle jeg til Rasmus Seebach koncert og der blev det altså til nogle cidere efter kl 18.40. Sidste lørdag var jeg også til pædagogkonference, hvilket var super spændende og som også bød på udfordringer... Da vi kom om morgenen var der friskbagte boller, som duftede helt fantastisk, men jeg modstod! Jeg spiste først en banan kl 10.40 og gik også uden om den hjemmelavede kringle om eftermiddagen. Sidst på dagen kom der en surprise foredragsholder- Vild med dans stjernen Mads Vad. Da en af mine kollegaer fik taget et billede med ham, ville jeg da også.  Men sikke da et billede.. Billedet jeg vedhæftede fra fastelavn havde jeg jo selv taget og brugt tid på at finde den helt rigtige vinkel, men billedet med Mads Vad blev jo taget af os og er så absolut ikke en god vinkel... Hold nu op et stort ansigt jeg har!  Så blev jeg lige slået hjem, selv på en dag hvor jeg ellers synes at det gik godt.
 
Og så lige lidt positivt... Vægten er nemlig igen gået ned og siger nu 90,9kg. Glæder mig til at jeg forhåbentligt snart kommer ned i 80'erne igen. 

Madbillederne fra de sidste par uger

Sidste weekend forkælede jeg mig selv med disse lækre Bodylab proteinpandekager med smagen ultimate chocolate, hertil frugt og zero topping - mums!
 
 
Jeg har 'opdaget' en ny lækker måde at få et lille mellemmåltid på; havregryn med isis choko crunch og blåbær. Lækkert!
 
 
Selvfølgelig har jeg også eksperimenteret lidt i køkkenet i denne uge, og jeg har lavet vafler med kinaradise, gulerødder og sesam (plus lidt mere) og en tortillapizza (pizza med en bund af fuldkornstortilla).