Gå til hovedindhold

Wraps af savojkål med laks og edamamebønner

Når du vikler laksen ind i sprøde kålblade, får du både grøntsager, protein og sundt fedt i én lille, sund pakke - det ultimative måltid til dig, der forsøger at spise sundt!

Ingredienser til wraps af savojkål:

4 personer

800 g fersk laksefilet uden skind
1 usprøjtet citron
1 tsk. tørrede chiliflager
100 g sesamfrø
4 spsk. sesamolie til stegning
1 spsk. honning
2 spsk. sojasauce

Tilbehør:
300 g basmatiris
200 g edamamebønner uden bælg, fra frost

Savojkåls-wraps:
½ savojkål
1 agurk
½ bundt frisk koriander
2 limefrugter

Fremgangsmåde:

Skær laksen i lige store stykker.
Skyl og riv skallen af citronen.
Bland citronskal, chiliflager og sesamfrø i en dyb tallerken, og vend laksestykkerne i blandingen.
Steg laksestykkerne i olie på en pande i 2 minutter på hver side.
Tilsæt honning og sojasauce, og lad det stege med i yderligere 3 minutter, til laksen er gylden og sprød.

Tilbehør:
Kog risene efter anvisningen på pakken, og lad edamamebønnerne koge med i de sidste 2 minutter.

Savojkåls-wraps:
Skær stokken af kålbladene.
Læg bladene i en skål, hæld kogende vand over, og lad dem trække i et par minutter, til de er bløde. Hæld vandet fra.
Skyl og flæk agurken; skrab kernerne ud, og skær agurken i skiver.
Fyld kålbladene med risblandingen, agurk og laks.
Drys wrappene med plukket koriander, og servér med limefrugter skåret i både.

Se flere opskrifter på spisbedre.dk

Læs mere om