Gå til hovedindhold

Sunde snacks

Diætisten Pernille Brøndum sørger altid for at servere rigeligt med grønt til sine måltider, uansat om hun får familie eller venner på besøg. Men det er ikke kun til hovedmåltiderne, at hun disker op med de sunde råvarer. Her giver hun dig tips til sunde snacks.

Diætisten Pernille Brøndum sørger altid for at servere rigeligt med grønt til sine måltider, uanset om hun får familie eller venner på besøg. Men det er ikke kun til hovedmåltiderne, at hun disker op med de sunde råvarer. Få hendes bedste tips til sunde snacks lige her!
 
Frugt-snacks: Blåbær på stilk
Hjemme hos Pernille er de usunde snacks altid erstattet med friske frugter og appetitlige grønsags-hapsere. 
    - Jeg lægger meget vægt på, at der er flere slags frugter, som har hver sin farve. Og så er de selvfølgelig skåret i både, siger Pernille og fortsætter:
    - Jeg kan også finde på at sætte blåbær på tændstikker. Så bliver de lidt mere festlige at spise.
    En anden god idé er at lave en dip til gulerods- og agurkestavene. 
    - Jeg laver som regel dip af ylette, hvor jeg blander det op med dild eller purløg. Det smager skønt uden at fede alt for meget.

Søde snacks: Lidt til den søde tand
Når Pernille skal forkæle sine gæster, kan hun finde på at lave smagfulde desserter - selvfølgelig med et sundt tvist.
- Så bager jeg f.eks. nogle hindbær eller blåbærmuffins, hvor jeg lægger vægt på, at der er grahamsmel i, siger hun.

Lidt chokolade bliver det også til engang imellem. Og i stedet for at sætte en hel plade chokolade ind på bordet, så har Pernille et sundere alternativ.
- Det er en god idé at duppe nogle jordbær i lys og mørk chokolade. På den måde får man stadig smagen af noget sødt.

Pas på sommerfristelserne
Du behøver ikke at droppe alle de søde sager henover sommeren. Her får du Pernilles 5 bedste råd til en sundere sommer:
 

5 råd til en sundere sommer

1. Pas på sommerens store isvafler og de store softice med drys.
    Vælg i stedet en lille isvaffel med en sorbetkugle eller en børnesoftice.
    Du kan også sætte tænderne i en sodavandsis, som er et endnu bedre alternativ.

2. Pas på den kølige hvidvin i sommerheden. 
    Sluk i stedet tørsten med en danskvand med saftevand i, f.eks. hyldeblomst.

3. Koldskål er en populær sommerret og bliver ofte lavet med æg og serveres med kammerjunker. 
    Lav i stedet din egen koldskål ved at blande halv ylette og halv kærnemælk, smag til med sødemiddel og citron. 
    Som drys brug grove honningristede havregryn, Havre Fras eller All-Bran. 

4. Jordbær kan være en kaloriebombe, når de serveres med fløde og sukker. 
    Server i stedet jordbærene med minimælk. 

5. Når du tænder op i grillen, så vælg at grill andet end pølser. 
    Grill f.eks. fisk eller fjerkræ eller et magert stykke kød. 
    Mariner gerne kødet i en lækker marinade og server en salat til, hvor der er lagt vægt på de fiberrige sommergrønsager såsom hvidkål, grønne bønner, peberfrugt og små tomater.