Gå til hovedindhold

Suppekuren: Sabrina tabte 3 kilo på 5 dage

22-årige Sabrina Lindbjerg fra Haslev har længe ønsket at tabe sig, men hun har manglet motivationen til at tage hul på et slankeforløb. Suppekuren gav hende et stort skub i den rigtige retning.

Sabrina Lindbjerg er ét stort smil, hver gang hun kigger på sin søn, Oliver på 7 måneder. Det er tydeligt, at hun nyder at være mor til den charmende lille dreng med de runde, nysgerrige øjne. Noget, hun er knap så glad for, er de mange kilo, som hun tog på under graviditeten, og som hun har haft svært ved at slippe af med igen. 

- Jeg tog 32 kilo på, mens jeg var gravid, og jeg tabte hurtigt 22 af dem igen efter fødslen. Men så stoppede det også dér, og jeg har bare ikke kunnet komme af med de sidste kilo, fortæller Sabrina, som også før graviditeten var ked af sin vægt og derfor ikke ligefrem har været begejstret for at se tallene på badevægten stige endnu mere.

- Jeg har været træt af min krop længe og har syntes, at det var pinligt at vise den frem selv for min kæreste. Man skulle ikke tro det, når man ser mig, men jeg vejede kun 49 kilo sidst i teenagealderen, så det har gået mig meget på at se min vægt stige til nærmest det dobbelte. 

Suppekuren – en effektiv kur

Sabrina giver særligt sin søde tand skylden for, at hun i løbet af de seneste år har taget flere og flere kilo på.

- Jeg har været rigtig slem at småspise af de søde sager, og det kunne selvfølgelig ikke undgås, at det efterhånden ville vise sig på vægten. Og så hjælper det nok heller ikke, at jeg ikke rigtig har haft motivation til at gøre noget ved det for alvor, siger Sabrina, som dog til sidst fik nok af at være utilfreds med sig selv.

Suppekuren: Maria tabte 3,5 kilo på 5 dage

Hun tilmeldte sig derfor Ude og Hjemmes ”Tab og Tjen”-slankeleg for at give sig selv et skub i den rigtige retning. Det viste sig at være en god beslutning. Sabrina testede således Suppekuren og tabte over tre kilo på blot fem dage. Nærmere bestemt faldt hendes vægt fra 91,80 til 88,40 kilo – altså et vægttab på flotte 3,4 kilo.

- Jeg havde selvfølgelig håbet, at jeg ville tabe mig nogle kilo, da jeg tilmeldte mig, så jeg er rigtig glad for, at det rent faktisk også skete. Endelig fik jeg gang i vægttabet. Jeg fulgte med på vægten hver dag, og det var helt sikkert med til at motivere mig endnu mere, at jeg kunne se, at det virkede.

En god kickstart

For Sabrina var Suppekuren en rigtig god måde at tage hul på et slankeprojekt, fordi den var hurtig og effektiv.

- Jeg er lidt træt af suppe nu og glæder mig til at få noget andet mad, men det var en god måde at komme i gang med et vægttab på. Supperne fylder godt i maven i forhold til den mængde, man spiser, siger Sabrina.

Og det er netop ideen med Suppekuren. På kort sigt er en suppekur nemlig meget effektiv, da man kan tabe 5-7 kilo på en uges tid. Ganske enkelt fordi man indtager meget få kalorier per måltid samt får en masse væske til at modvirke sulten.

Her finder du opskrifter på lækre, slankende supper >>

Suppekure bør herefter følges af en rigtig kostomlægning, men kan fint bruges til at kickstarte et slankeprojekt. De hjælper dig af med de første kilo, hvorefter du forhåbentlig er blevet motiveret til en større ændring af dine kostvaner, så du gennem lang tid spiser sund og varieret mad og får masser af motion. Herved opnår du et varigt vægttab. 

Mindre sukkertrang

Sabrina afslører desuden, at hun efter fem dage på Suppekuren har langt mindre sukkertrang end før.

- Det var lidt hårdt de første par dage, hvor jeg fik lidt ondt i hovedet. Jeg tror lige, at min krop fik et chok, fordi den skulle vænne sig til ikke at spise så meget sukker. Men det betyder jo også bare, at jeg har været ret afhængig af det, så det var bare godt, at jeg endelig skar ned på det. Jeg var også ret sulten de første dage, men det var nok igen fordi, at jeg holdt op med at småspise hele tiden, hvilket jo også er godt. Og til sidst vænnede man sig også til det. Man skulle bare lige forbi de første dage, fortæller Sabrina.

Her finder du en guide til forskellige suppekure >>

Nu har hun fået mod på en større livsstilsændring, der indebærer, at hun vil forsøge at spise meget sundere, end hun hidtil har gjort, så hun kan smide de sidste overflødige kilo.

- Kuren har fået mig til at tænke over, hvad og hvor meget jeg spiste før. Nu vil jeg tage mig sammen og ikke køre alt muligt usundt ind hele tiden. Jeg kan jo sagtens styre mig, når det kommer til stykket. Det har jeg jo lige bevist over for mig selv. Jeg har ikke nogen idealvægt, jeg gerne vil ned på. Det handler først og fremmest om, at jeg vil være tilfreds med mig selv. Det er det vigtigste, understreger Sabrina.

 

Læs mere om