Gå til hovedindhold

Hyld dig selv på Instagram – #SmukSomDuEr

Du er smuk, som du er! Lige nu hylder helt almindelige, danske kvinder sig selv på Instagram, og på Slankeklubben.dk elsker vi det skønne og vigtige tiltag. Du behøver nemlig ikke være perfekt for at være smuk.

Du er smuk, som du er! Lige nu hylder helt almindelige, danske kvinder sig selv på Instagram, og på Slankeklubben.dk elsker vi det skønne og vigtige tiltag. Du behøver nemlig ikke være perfekt for at være smuk.

Nu er det slut med at skamme dig over dine fejl! Hashtagget #SmukSomDuEr på Instagram er sat i gang af den smukke sangerinde Stine Bramsen, der altid har været ked af sine strittende ører. Ifølge dagbladet Metroxpress startede hun den varme web-bølge i weekenden ved at lægge et billede op af sig selv med sine strittende ører samt denne kommentar:   

”Jeg har altid været ked af mine stritører og blev tit drillet med dem, da jeg var lille, men med alderen har jeg lært at holde af dem som en del af de særheder, der gør mig smuk. Husk at skønhed er mange ting og især en følelse! Hjælp mig med at sprede budskabet med hashtagget #SmukSomJegEr og et par ord om hvad dine særheder er.”

Siden hen er hashtagget blevet brugt flittigt og har dannet et fantastiske billedgalleri af helt almindelige kvinder, der hylder sig selv trods slapt maveskind, ar, appelsinhud, skæve kropsdele og andre særheder, som de tidligere har skammet sig over.

Læs også: Mor-kroppen – en hyldest til kvinder med former

3 seje kvinder, der hylder sig selv

Her et lille udpluk af de hundredvis af billeder på Instagram med hashtagget #SmukSomDuEr.

@cd_bodyinprogress viser stolt sin løse hud frem, som resultatet af et stort vægttab:

”Efter at have tabt en hel del kilo, har jeg en masse løs hud forskellige steder på kroppen, hvilket både irriterer mig, gør mig ked af det, og får mig til at miste motivationen, føle mig tyk, kvabset og forkert i min egen krop. MEN det er en del af mig, af min rejse, og det gør også mig unik på min helt egen måde.”

@fieniko støtter op om budskabet ved at vise et af hendes store ar:

”Vi har alle sammen vores "uperfektheder", som gør os unikke, og vi bør gøre os selv den tjeneste at omfavne dem og lære at elske dem. Man nedbryder sig selv fuldstændigt, hvis man konstant går og er selvkritisk, det kender jeg alt for godt – det var bl.a. derfor, jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling – fordi mit selvhad var så stort. Det er SLUT, for jeg er smuk og god nok, som jeg er! Skønhed er mange ting, og har mange ansigter, at elske og acceptere sig selv er nok det SKØNNESTE i hele verden, og noget vi alle sammen ønsker at opnå. Lad os inspirere hinanden og acceptere vores helt perfekte "uperfektheder."

@miss_nixe har strækmærker på maven efter et flot vægttab:

"Meget grænseoverskridende, at gøre dette. Men @stinebramsen har startet noget, jeg synes er helt fantastisk! Ingen bør gå og gemme sig over "fejl" på sin krop, men i stedet acceptere at det er en del af en selv. Efter et større vægttab på 26 kg. ser min krop sådan her ud i dag.. Har altid været ked af mine strækmærker. MEN de er en del af mig og min historie."

Se også: Jaloux på modelkroppe? Så se denne video!

Kendte kvinder støtter op om opfordringen

Også kendte kvinder som Christiane Schaumburg-Müller, Lisbeth Østergaard og Neel Rønholt har spredt det gode budskab ved at dele deres små fejl med hashtagget #SmukSomDuEr.

Christiane Schaumburg-Müller om sine skæve lillefingre:

”Mine lillefingre er skæve – sådan er det – det er den, jeg er – for mig er de perfekte. Tak til @stinebramsen for at sætte fokus på at vi alle er smukke, som vi er – fejl eller ej. Husk det er dine fejl, der fuldender dig, der gør dig til den, du er – nemlig perfekt!”

Lisbeth Østergaard har sluttet fred med sine tænder – selvom hun gemmer bisserne på billedet:

"Skønne @stinebramsen sætter lige nu fokus på individuel skønhed med #SmukSomJegEr. Det er ikke nogen hemmelighed at mine bisser ikke er de mindste i landet. Det drillede mig lidt da jeg var yngre. Men i dag har jeg det fint med dem, hvilket er heldigt, da jeg ret ofte griner med det meste af ansigtet og munden på vid gab.”

Neel Rønholt var i mange år ked at sin høje pande:

”Da jeg var yngre, var min høje pande en af de ting, jeg ikke brød mig om ved mig selv, og som jeg fx prøvede at dække med pandehår – uden meget succes. I dag har jeg lært at holde af min pande og mine andre skønshedsfejl og synes at vi kvinder skal blive bedre til at elske de særheder der gør os unikke. Del dine særheder under #SmukSomJegEr og lyt til Stine Bramsens skønne sang "Woman" om netop dette emne.”

De smukke kvinder har givet redaktionen godkendelse til brug af billeder og kommentarer fra Instagram.

Læs også: Modige Cindy Crawford viser sin RIGTIGE krop!
 

Læs mere om