Gå til hovedindhold

Lone hviler i sig selv og sin krop

"Ordet slankekur findes ikke i min ordbog. Jeg synes, der er et kæmpe hysteri omkring vægt og kropsidealer" Læs Lones historie her...

Jeg hviler i mig selv og min krop 

I Billum lidt uden for Oksbøl bor Lone Bech Sørensen, 41, hendes tre drenge og de tre hunde. På sofabordet i Lones hjem ligger det første nummer af magasinet »Kvinder med kurver«, som SØNDAG udgav tidligere på året – og følger op med et nyt nummer i morgen. Et blad med klar appel til Lone og hendes livssyn.

– Jeg er træt af alle modellerne i størrelse 36. Hvem ser sådan ud i virkeligheden? Jeg kender ingen. Og hvorfor skulle jeg dog dunke mig selv i hovedet med, at sådan ser jeg ikke ud. For mig handler skønhed om udstråling, selvsikkerhed og at hvile i sig selv.

Som ung var Lone en størrelse 38- 40. Men efter fødslen af tre børn, alle ved kejsersnit, ændrede kroppen sig. I dag er hun en tilfreds størrelse 46-48 og lever fint med strækmærker, arrene efter fødslerne og en anderledes, fyldig krop.

– Ordet slankekur findes ikke i min ordbog. Jeg synes, der er et kæmpe hysteri omkring vægt og kropsidealer. Det gider jeg ikke lade mig pådutte. Jeg har for længst accepteret, at det er sådan her, jeg ser ud. Børnene har sat deres præg på min krop. Og det har jeg det godt med. Jeg har aktivt besluttet mig for at være mig selv. Jeg spiser sundt og varieret, og jeg spiser, hvad jeg har lyst til. Jeg siger ikke nej til kager, men spiser heller ikke uhæmmet.   

Masser af motion

Efter sin skilsmisse i 2007 levede Lone alene i nogle år. Hun oplevede for første gang en usikkerhed omkring sin krop og tænkte meget på, om hun stadig var fysisk attraktiv. Om hun var god nok, om hun skulle leve alene resten af sit liv, eller om en ny mand ville synes, hun var tiltrækkende. Hun oprettede en dating-profil på nettet, skrev sammen med en mand i næsten et år. Og så mødtes de.

– Det sagde klik med det samme. Vi snakkede og snakkede. Og siden har vi været kærester. Det er fire år siden nu. Og Jesper giver mig mange komplimenter og fortæller mig ofte, at han synes, jeg er smuk og dejlig. Vi bor ikke sammen, og det skal vi heller ikke foreløbig. Jeg trives godt med mit liv, som det er.

Lone er uddannet sosu-assistent, og er i øjeblikket ved at få afklaring på sit kommende arbejdsliv. Hun bor ikke langt fra sit barndomshjem og elsker området, naturen og Vesterhavet, som er lige i nærheden. Hun har ikke bil, men cykler og går til alt. Og med tre hunde, der skal luftes dagligt og tre aktive drenge, bliver det til masser af motion.

– Jeg elsker at bevæge mig, aktivere hundene, cykle en tur med drengene. Være i bevægelse. Jeg føler mig glad og godt tilpas i min krop.

– Det hjælper også meget på min selvopfattelse, at man i dag kan få smart og lækkert tøj i min størrelse. Jeg kan huske, da jeg for mange år siden for første gang skulle ind i en forretning med tøj til store piger. Dengang var tøjet teltformet og meget konet. I dag er det helt anderledes. Og jeg kan godt lidt kropsnært tøj, der sidder til og fremhæver mine former på en god måde.   

Går catwalk

Lone takker ja til de fleste udfordringer i livet. Også da hun blev spurgt, om hun ville gå catwalk til et modeshow med tøj i store størrelser. Hun var med egne ord »dødnervøs« inden, men da først showet gik i gang, nød hun hvert et minut, de mange blikke og følte sig ovenpå. Siden er det blevet til flere modeopvisninger og en del fotooptagelser med en ven, som er en dygtig fotograf.

– Jeg kan godt lide at se mig selv på et ordentligt kvalitetsbillede. Jeg har ellers altid været lidt kameraforskrækket og syntes førhen, at jeg så træls ud på billeder. Det er jeg i dén grad kommet over. I dag synes jeg, at jeg ser en kvinde med selvtillid og udstråling. At jeg har et godt glimt i øjet og hviler i mig selv og min krop. Sådan her ser min krop ud, og det har jeg ingen problemer med at vise.   

På de sociale medier

Også på de sociale medier er Lone meget aktiv. Her slår hun et slag for kurvede kvinder og får mange positive reaktioner og tilkendegivelser på, at andre fyldige kvinder synes, hun er sej og modig. Hun kender en del kvinder, som ikke kunne drømme om at gå i svømmehallen med deres børn eller på stranden uden at være dækket helt til. Fordi de er flove over deres krop og størrelse.

– Det er synd, synes jeg. De kvinder får ikke en oplevelse af at være frie og vise sig som dem, de er. Hvorfor skal vi skjule os? Vi skal da i stedet stå ved os selv og vise unge piger, at der er mange måder at se ud på som kvinde.

– Jeg vil gerne give det videre til andre kvinder: Vær dig selv, og lad være med at gemme dig selv og din krop. Accepter dig selv, som du er.

Glæd dig til i morgen, hvor et nyt nummer af  Kvinder med kurver følger med SØNDAG

Få SØNDAG sendt lige til døren

Få et godt abonnementstilbud på ugebladet SØNDAG her >>