Gå til hovedindhold

Pas på din hud i kulden

Her får du en stribe tip til, hvordan du tager dine forholdsregler og giver huden ekstra omsorg, så du undgår tør og irriteret hud.

Pas på din hud i kulden

Her får du en stribe tip til, hvordan du tager dine forholdsregler og giver huden ekstra omsorg.

Din hud har det hårdt om vinteren. Vi tænker ellers mest på at beskytte huden om sommeren, når solens ultraviolette stråler bider, for at undgå rynker, aldring og hudkræft. Men vinteren kan også være slem, fordi luftfugtigheden falder både indenfor og udenfor på grund af kulde, blæst og indendørs opvarmning.

Når luftfugtigheden er lav, sker det samme med hudens fugtindhold. Det tærer på hudens modstandskraft, så den tørrer ud, mister sit naturlige, ydre fedtlag, og får revner, sprækker, skæller og bliver irriteret. Tør hud rammer især ansigt, hænder, arme og ben, og problemet bliver mere udtalt med alderen.

Prøv Dennis Knudsens ansigtspeeling til tør hud

Tips til sund vinterhud

● Plej ansigtshuden om morgenen før makeup med en god dagcreme beregnet til din hudtype. Alt andet lige er lidt federe cremer at foretrække om vinteren, da de er bedre til at holde på hudens fugt.

● Rens huden igen om aftenen og benyt en natcreme tilpasset din hudtype. Så får huden optimale vilkår til at genopbygge sig selv, mens du sover.

● Sæbe fjerner det ydre, beskyttende fedtlag. Anvend en mild sæbe uden unødvendige ingredienser og med en naturlig ph-værdi omkring fem. Føles ansigtshuden meget tør, så hold om muligt helt igen med sæbe.

● Barbering kan irritere tør hud, så det er ekstra vigtigt at benytte gel eller creme.

● Vær skånsom, når huden eksfolieres for at fjerne døde hudceller.

Slip af med din dobbelthage - se hvordan du gør her

● Stå ikke for længe under bruseren. Varmt vand udtørrer huden og fjerner det beskyttende fedtlag. Et kort brusebad er bedst. Jo koldere vandtemperatur, desto bedre.

● Fugtighedscreme efter badet er med til at holde på hudens naturlige indhold af fugt og fedtstoffer.

● Vanter og handsker beskytter effektivt hænderne imod det hårde vejr. Tænk især på hændernes overside, hvor huden er tyndere uden ret mange smørende kirtler.

● Bruger du uldhandsker, kan du tage en tynd bomuldshandske på inderst, så ulden ikke irriterer. Samtidig flækker eller spalter neglene ikke så let.

● Sved og ophedning kan fremkalde kløe og irritation, så klæd dig passende på. Tag vådt tøj og sko af så hurtigt som muligt.

● Hold hudens næring i orden. I vinterhalvåret spiser vi ofte færre grønsager og frugter, så gør en ekstra indsats her.

● Huden har godt af de flerumættede fedtsyrer fra planter og fisk. Sørg derfor for at spise godt med fisk, olivenolie, rapsolie, avocado, mandler og nødder.

● Drik i hvert fald halvanden liter om dagen for at sikre hudens fugt. Mange drikker mindre vand i vinterhalvåret på grund af den lave temperatur. 

 

Få en god pris på dit favorit-skønhedsprodukt

Læs mere om