Gå til hovedindhold

Stephainie Caruana: Kys min runde mås

Jeg har arbejdet på den i 40 år, den har fortjent en masse kærlighed. Lige som resten af mig. Sanselighed kommer i alle størrelser, gudskelov.

Jeg har arbejdet på den i 40 år, den har fortjent en masse kærlighed. Lige som resten af mig. Sanselighed kommer i alle størrelser, gudskelov.

Det ville være forkert at sige, at min krop og jeg udelukkende er bedste venner. Igen og igen er jeg i mit liv skvattet som en lille kolos på lerfødder. Mine underben er arrede, knæene skrabede. I skrivende stund heler min brækkede ankel. Min mave er stor, blød og hænger – ikke kun på grund af to graviditeter. Den er også skæv af det ar fra blindtarmsoperationen jeg fik, da jeg var i tyverne. Jeg er under halvanden meter høj, og jeg er bred. Mine ben er korte, min mås er stor, og dobbelthagen har sit eget liv. Nej, vi er ikke altid bedste venner min krop og jeg. Men jeg elsker den.

Som i ethvert livslangt forhold har vi haft vores udfordringer, men jeg er grundlæggende vild med min krop. Især nu, hvor jeg kender den bedre end nogensinde. Hvor jeg kan mærke, at vi passer sammen.

Jeg har aldrig haft en sixpack. Jeg kommer aldrig til at få den der badebro, hvor bikinien spænder fra det ene hofteben til det andet. Til gengæld har min krop så meget andet.

Jeg har stærke arme af at løfte på mine børn, bære indkøb op og vasketøj ned fra fjerde sal. Mine mormoragtige overarme prydes af tatoveringer. Jeg har smil. Jeg har glade øjne. Min krop kan alt muligt. Skabe liv, føde børn og amme dem. Danse. Drøne rundt dagen lang og nå alt muligt, selv om de der fødder gerne vil glide. Min krop kan nyde. Og den kan glæde andre.

Læs også Andrea Baks klumme: Giv pokker i fordommene

Mine børn synes, min krop er rar. Mænd synes, den er dejlig og sexet. Det sidste kom som lidt af en overraskelse for mig. Altså, én ting var, at jeg selv nød den. En anden, at andre gjorde. Da jeg blev single, frygtede jeg lidt at skulle møde nye mænd efter at have været i forhold i over ti år og fået børn. Men de mænd, man møder, når man er omkring de 40, har det jo på samme måde. Og slanke kvinder også. De har oftest været igennem et langt forhold, og oplevet at kvindekroppen
udvikler og udvider sig. De ved det godt. Og som min veninde sagde, da jeg kom til at brokke mig over min mave: »Hør her, snuske. Du er lille og har store bryster. De kan slet ikke se den mave.«

Det har jeg taget til mig. Og som en dejlig mand sagde til mig engang, så tiltrækker min krop kun dem, der faktisk holder af former. Dem, der ikke gør eller som prøver at få kvinder til at skamme sig over deres lyst, udseende eller rundhed, de holder sig væk.

Omtalte mand er i øvrigt slank, høj og muskuløs. Og jeg har været så fascineret af kontrasten mellem os. Den måde, jeg kunne favne ham på. Den måde, han glædedes ved mig og nød at få mig til at nyde. Det betyder ikke, at jeg kun tænder på slanke mænd. Jeg kan lide dem med pondus også. Jeg kan lide dem, der kan lide sig selv og er generøse med sig selv.

  

Stephainie Caruana er 40 år, bruger tøjstørrelse 44 og arbejder som journalist og forfatter.
Hun har skrevet denne klumme til Danmarks største plus-size-magasin - Kvinder med kurver nr. 2 - køb det som pdf HER >>
 
I mine tyvere var jeg single i en periode. Jeg var på en datingsite på nettet og havde fået kontakt med en, der tegnede lovende. Vi udvekslede ikke billeder, men aftale hurtigt at mødes. Vi var i samme (reklame)branche, han lød skæg i telefonen, og vi havde så meget at snakke om. Han var nem at sige ja til. Da han kom op af trappen, så vi på hinanden. Han var MEGET sportstrænet. Jeg ved ikke, hvad han tænkte, da han så mig. Men jeg tænkte, at han var uden for min liga. Fyre som ham kan finde fotomodeller hurtigere, end vi andre kan bestille en stor latte med kage. Men vi havde en helt fantastisk aften.

Sådan er det jo med det sanselige. Det er oplevelser, man kan få og give, hvis man tør. Give sig hen, gøre sig til og tage. Og det har intet med størrelsen at gøre.

At jeg ser ud, som jeg gør, skyldes at jeg er, som jeg er. I forhold til både livsstil og gener. Kvinderne på både min mødrene side er buttede og lave. På min fars side er der rødder til Sicilien. Også runde, lave kvinder. Tilsat overskæg. Og jeg nægter at begynde at løbe. Mig og mine delikate ankler er ikke bygget til det. Til gengæld er jeg rundtomkring og på benene hele tiden.

Så det er faktisk fint, som det er. Af alle de ting, som kan være svære i mit liv, så er min skikkelse noget at glædes over og glædes med. Min krop er ikke en udfordring. Den er en opfordring.

Læs også: Mor-kroppen - en hyldest til kvinder med former

Læs mere om