Gå til hovedindhold

8 naturlige veje til et lavere blodtryk

De fleste mennesker kan få et lavere blodtryk uden medicin. Få styr på blodtrykket - helt naturligt - med disse 8 tips.

Forhøjet blodtryk kan ikke ses eller mærkes i hverdagen. Derfor er det også en tilstand, man let kan glemme at give opmærksomhed. Det er dog langt fra hensigtsmæssigt, for et for højt blodtryk kan have store konsekvenser. Det øger din risiko for hjerteanfald, slagtilfælde, aneurismer og nyresvigt. Det skriver prevention.com.

Forhøjet blodtryk kan dog behandles med medicin. Men som med alt andet medicin kan der forekomme bivirkninger, i dette tilfælde i form af kramper i benene, svimmelhed eller søvnløshed. Derfor ville det da være dejligt, hvis man kunne behandle sig selv helt naturligt – og det kan man heldigvis.

Første skridt er at opnå en sund og normal vægt. Herefter kan du med fordel følge disse 8 råd.

8 naturlige veje til et lavere blodtryk:

1. Power walks
Regelmæssig motion er essentielt for at få et lavere blodtryk. Motion gør hjertet i bedre stand til at udnytte ilt, så det ikke behøver at arbejde så hårdt for at pumpe blod (og dermed ilt) rundt i kroppen.

2. Dybe vejrtrækninger
I intense situationer reagerer vores krop ved at frigøre stresshormoner til blodet. Disse hormoner gør, at din puls stiger, og dine blodårer snører sig sammen.  Husk derfor indimellem at trække vejret dybt – den dybe indånding får din krop til at slappe af og kan dermed holde stresshormonerne i skak. Yoga er derfor oplagt, hvis du har problemer med blodtrykket.

3. Mad med et højt kaliumindhold
Kalium får dine nyrer til at udskille mere natrium gennem urinen, og det kan hjælpe på dit blodtryk. Fødevarer med et højt kaliumindhold kan være bananer, kartofler, tomater, pærer og kidneybønner. Det anbefales, at man spiser 2.000-4.000 mg kalium om dagen. 100 g kartofler indeholder ca. 414 mg kalium.   

4. Begrænsede mængder natrium
Nogle mennesker har et blodtryk, der er specielt følsomt over for natrium. Derfor bør du holde øje med dit natrium-indtag - forsøg at holde det på under 1.500 mg om dagen. Hold igen med saltbøssen og kig på næringsindholdet på forarbejdede fødevarer, da de ofte indeholder meget salt.

5. Mørk chokolade
Uhm… Du læste rigtigt. Den mørke chokolade indeholder flavanoler, som hjælper på blodtrykket ved at få blodårerne til at slappe af og samtidig styrke blodgennemstrømningen. Dermed ikke sagt, at du skal forsøge at sænke dit blodtryk ved udelukkende at spise chokolade, men et stykke mørk chokolade er en god løsning til den søde tand, når den kommer snigende. Og husk – jo mørkere, jo bedre.

6. Mindre koffein
Hvis du er en rigtig kaffedrikker, kommer der lige en mavepuster her: Du bør drikke mindre koffein, hvis du har problemer med blodtrykket. Koffein kan forhøje blodtrykket ved at stramme blodårerne og dermed skabe følelsen af stress. Når du føler dig presset, begynder dit hjerte at pumpe meget mere blod og dermed forhøje blodtrykket – den effekt forstørres med koffein.

7. Mere mælk
Ved at erstatte nogle af de raffinerede kulhydrater i din kost med mælkeproteiner (eller sojaproteiner) kan du sænke dit blodtryk. Nogle mennesker får nemlig inflammationer fra de raffinerede kulhydrater, hvilket øger blodtrykket.     

8. Hibiscus te  
Et studie har vist, at voksne med et let forhøjet blodtryk kan sænke deres blodtryk ved at drikke hibiscus te. I forsøget drak testpersonerne tre kopper te om dagen, og efter seks uger var deres systoliske blodtryk faldet med syv mmHg.

Kilde: prevention.com