Gå til hovedindhold

Bliv sund og slank med de rigtige indkøbsvaner

Foto: Pantherstock
Du vil sikkert gerne spise sundt, så her får du Jerk W. Langers bedste råd til at nå et stykke af vejen ved hjælp af gode indkøbsvaner. Vil du samtidig tabe nogle kilo i vægt, sker det helt automatisk, hvis du følger rådene.

Gode råd til sunde vaner i supermarkedet:

● Skriv indkøbssedlen på forhånd, så du får tænkt igennem, hvad du har brug for. Du undgår planløse impulskøb og fylder i stedet nærmest per automatik indkøbsvognen med flere sunde og færre usunde fødevarer. Desuden sparer du penge ved at læse tilbudsavisen igennem.

● Køb ind, når du er mæt og ikke har en gnavende sult i maven. Ellers ryger fornuft og modstandskraft sig hurtigt en tur, så indkøbskurven fyldes med søde og fede madvarer. Husk, at supermarkedet er designet til at fremme impulskøb. Hvorfor tror du, at slikket er placeret oppe ved kassen, hvor man står i kø?

● Forbrænd ekstra kalorier ved at bære varerne rundt i supermarkedet i en kurv i stedet for at køre dem i indkøbsvognen. Forbrænd endnu flere kalorier ved at bære poserne ud til bilen, som er parkeret længst væk på parkeringspladsen.

● Er maden pakket ind? Alt andet lige er indpakkede fødevarer oftere af den forarbejdede slags, som er fyldt med tilsætningsstoffer og blottet for næringsstoffer. Selvfølgelig er der masser af undtagelser som kikærter, quinoa, hirsefrø, kylling med flere, men reglen er god at have i baghovedet.

● Vælg så vidt muligt naturlige fødevarer af hensyn til sundhedsværdien. Gode ledeord er økologisk, friland, fuldkorn, vild og den slags, der indikerer, at der ikke er manipuleret for meget med fødevaren, herunder tilsat uhensigtsmæssige stoffer eller anvendt unaturlig føde til dyrene.

● Køb varerne, som står ved væggene. De fleste basisfødevarer af ordentlig kvalitet står i butikkens yderkant. Ingen regel uden undtagelse, men det passer nu ganske hyppigt.

● Tjek indholdsdeklarationen. Når der er mange stoffer i fødevaren med meget lange navne, der knap kan udtales, skal du være på vagt. Kig efter sundere alternativer.

Artiklen er skrevet af læge Jerk W. Langer, som hver uge i Ude og Hjemme giver gode råd om sundhed.

Læs mere om