Gå til hovedindhold

Danskerne er overvægtige

Danskerne er overvægtige, men hvor mange procent af befolkningen drejer det sig egentlig om? Læs svaret her...
Øget vægt – et verdensproblem
Vores vægt hænger i høj grad sammen med vores livsstil. Men selv om vi måske mener, at vi er blevet bedre til at spise sundt, er det ikke noget, der afspejler sig i vores vægt, hvis man ser på befolkningen som helhed. Mange er blevet overvægtige, og antallet af svært overvægtige er steget betydeligt. 
 
Særligt tydelig er udviklingen ifølge Sundhedsstyrelsen i de yngste aldersgrupper, ligesom en kort uddannelse og lav indkomst synes at have en negativ indflydelse på vægten.
 
Lige nu er ca. 47 pct. af den voksne befolkning i Danmark overvægtige, og ca. 13 pct. er svært overvægtige. Det er ikke kun i Danmark, at vi ser denne udvikling. Ifølge WHO er problemet globalt, og hvis udviklingen fortsætter, vil det ende med, at op imod 70 pct. af alle europæere er overvægtige i 2030.
 
Der kan være mange grunde til denne udvikling, men en af dem er uden tvivl manglende fysisk aktivitet. Hvor børn tidligere brugte masser af tid på leg og sport, sidder de nu i timevis stille foran computer og tv. Samtidig er forbruget af slik, sukker og sodavand steget betragteligt – alt i alt en rigtig dårlig kombination, når det gælder en sund vægt.
 
Skal man opnå og bevare en sund vægt, gælder det for alle mennesker om at få lidt fysisk aktivitet ind i hverdagen og at spise sundt, dvs. magert, groft og grønt. Spis fx mindre af hvid pasta, hvide ris, 
hvidt mel og fiberfattige kornprodukter. Mange af disse fødevarer fås i grove udgaver, og de er både sundere og mere mættende.

Læs mere om