Gå til hovedindhold

De 8 bedste juletips til dig fra os

Her får du otte gode juletips, der ikke spolerer julehyggen.

Her får du otte gode juletips, der ikke spolerer julehyggen.

Sund julefrokost
Den søde juletid indeholder mange hyggelige julefrokoster sammen med familie og venner. Husk at:
Nyde maden. Spis langsomt, læg bestikket fra dig ofte og drik masser af vand til maden. Når du spiser langsomt, vil du opdage, at der ikke skal særlig meget mad til at gøre dig mæt. Og spis evt. lidt før du tager hjemmefra – så er der stor chance for, at du ikke er så sulten og kommer til at grovæde.
Nyde selskabet. I stedet for at have blikket fæstnet på din tallerken mens du skovler maden ind, så kig op på de andre gæster og brug tiden på at føre samtaler i stedet for kun at spise.
Nyde synet. Skab et overblik over buffeten og prioriter – vælg f.eks. højst 3-5 ting i alt, som du vil smage og tag kun én gang af hver. 
Nyde grøntsagerne. Selvom julefrokoster er spækket med fede lækkerier, så hører de sunde af slagsens også til på et julebord. Og hvis ikke, så medbring dine egne grøntsager.

Julegodter
♥ Jul og søde sager går hånd i hånd – et totalt forbud holder ikke, det vil blot øge din trang.
♥ Pas på med at småspise. Hvis du har en stor skål julegodter stående fremme, er du mere tilbøjelig til at småspise af det. Før du ved af det, har du tømt skålen, selv om det egentlig ikke var planen. Så væk med den trofaste juleskål; snup kun et par stykker og gem resten væk – så kan du bedre styre kalorieindtaget.
♥ Undgå at lade dig friste af alt juleslikket i forretningerne. Hvis du får gæster, så køb slikket den sidste gang du handler inden julehyggen.
♥ Vælg en mørk chokolade med mindst 70 % kakaoindhold. Den er sundere end den lyse, og så behøver du ikke at spise så meget, før du har dækket dit behov.
♥ Det bedste valg – men ej det sundeste: Lakridskonfekt, likørtoppe, figner, dadler, tørrede abrikoser og tørrede æbleringe.
♥ Det dårligste valg: Æbleskiver, berliner, marcipan og nougat.

 

Læs også: Det skal du vide om julens tørrede frugt

 

Tag forskud på nytårsforsættet
Der er rigtig mange gode grunde til at gå i gang med at lade løbetræning være dit nytårsfortsæt. Du bliver gladere, føler velvære og får mere energi, og så er det en af de mest effektive måder at få gang i kalorieforbrændingen på. En rigtig god måde at begynde på, er først at finde ud af, hvad du kan. Hvis du kan løbe 3 km på 15 min., så har du noget, du kan måle dig med senere og noget at skabe et personligt mål ud fra: F.eks. "Jeg vil gerne kunne løbe de 3 km hurtigere, fordi jeg på den måde forbrænder mest fedt og kulhydrat, da intensiteten er i top" eller "Jeg vil gerne kunne løbe længere, fordi jeg har et mål om at kunne løbe 10 km kontinuerligt i løbet af de næste 3 måneder.”
God fornøjelse med dit nytårsforsæt – om det gælder motion eller kost.

 

Drop småkagerne
Småkager har et meget højt fedtindhold – og den ene kan nemt tage den anden, når man først er kommet i gang. De mætter heller ikke ret længe – så meget hurtigt kan man komme til at savne noget rigtig mad igen. Hvis du er blandt dem, som har en tradition for at bage flere forskellige slags, så er det måske i år, at du skal tænke over, om det er nødvendigt: Hvem spiser dem? Sidder du tilbage efter jul med mange småkager, som det er synd at smide ud? Småkagerne er ”hyggelige” – men de hører ikke hjemme i det daglige indtag.

 

Læs også: Planlæg dig sund i december

 

Skønne sild
Tag bare for dig af sildene til de mange julefrokoster, men gå uden om sild i mayonnaisedressing som f.eks. karrysild, og sørg i stedet for at pynte med kapers, peberrod og masser af løg. Sild indeholder ikke mere end ca. 10 g fedt pr. 100 g og er desuden rig på de fedtopløselige vitaminer D og E samt spormineralet selen. D- og E-vitaminer er svært at få nok af, hvis man lever fedtfattigt, og derfor er det godt at kunne få et tilskud igennem fiskene. Herudover er sild og andre fede fisk rige på omega-3-fedtsyrer, som virker forebyggende på mange sygdomme.
 

Læs også: Sådan taber du et par kilo inden jul

 

Spar på kalorierne
Lillejuleaften er aftenen før juleaften. Den har ingen bibelsk betydning, men nogle danske familier har traditioner for lillejuleaften som f.eks. pyntning af juletræet, stege and til juleaften, spille pakkeleg eller spise risengrød, hvor resterne kan bruges til risalamande juleaften. Hold lidt igen med det spiselige; der er også en dag i morgen – juleaften – hvor der skal være plads til et par ”syndere” i kalorieregnskabet. Hvis du f.eks. elsker at sætte tænderne i de sprøde svær fra flæskestegen, kan du sagtens nyde en enkelt eller to. Det vigtigste er, at du skraber fedtet væk under sværen – det er der, kalorierne sidder.

 

Læs også: Fem gode råd til en lidt mindre fed jul

 

Gem risalamanden til juleaften
Det er ingen skam i at foretrække den gode, gamle risalamande som juledessert, men det er en rigtig ”dræber” i forbindelse med et vægttab – den søde spise bugner af mættet fedt og sukker. Sundt alternativ: Gem risalamanden til juleaften, og snup en appelsin eller anden frisk frugt ved de øvrige lejligheder. Desuden behøver mandelgaven ikke at være en lille fed marcipangris eller fyldte chokolader. Drop det spiselige – det er der rigeligt af i denne søde juletid.

 

Tag en slankefridag
At synge julesalmer og danse om juletræet giver heldigvis også lidt ekstra til kalorieregnskabet. Men husk, at det immervæk kræver omkring 13 timer dans omkring juletræet at forbrænde en typisk dansk julemiddag. Så hvis du i hverdagen er god til at overholde din sunde livsstil, er der plads til, at du spiser lidt mere til et af dine julemåltider, nyder lidt sødt og drikker et glas vin eller en øl. Det ødelægger intet med én slankefridag, hvor du gør nogle ikke helt planlagte ting. Det giver derimod ofte fornyet mod på igen at tage fat på de sunde og strukturerede vaner.