Gå til hovedindhold

Din mave knurrer, fordi den er sulten

Sandt eller falsk – knurrer din mave, fordi den er sulten? Bogen "100 myter om sundhed og sygdom" giver dig svaret her.

Sandt eller falsk – knurrer din mave, fordi den er sulten? Bogen "100 myter om sundhed og sygdom" giver dig svaret her.

Vi kender det alle sammen. Man sidder til et møde, hvor der er pinlig tavshed, og pludselig brøler maven op med knurren og rumlen. Oftest medfører situationen spredte grin samt bemærkninger om, at ”man da vist er sulten”.

I fagsprog kaldes maverumlen og -knurren borborygmi, og det hænger ikke nødvendigvis sammen med sult.

Maveknurren opstår, når mavesækken trækker sig sammen og samler maveindholdet, hvilket sker automatisk, når maven er ved at være tom. Selvom maveknurren oftest forbindes med sult, så er det faktisk ikke kroppens primære signal om, at det er tid til at tanke op. Sult er et ledsagefænomen til maveknurren, fordi mavens sammentrækninger styres fra samme område i hjernen som sult.

Læs også: Mavebøjninger giver dig en flad mave

Sultfornemmelsen minder nok mest om at have et stort ”hul” i maven lige under navlen. Stik imod hvad man skulle tro, er indholdet af mavesækken uden betydning for, om vi føler sult. Det ved man, fordi mennesker, der har fået fjernet mavesækken, fx på grund af kræft eller mavesår, alligevel føler sult.

Sultfornemmelsen er et kompliceret fænomen, som forskere endnu ikke har nogen entydig forklaring på. Meget tyder dog på, at det er sukkerindholdet i blodet, der bestemmer, hvornår sultsignalet aktiveres i hjernen. Når blodsukkeret falder, er der brug for mere næring, og så hungrer vi efter mad. Er blodsukkeret meget lavt, forstærkes sultsignalet, og vi vil have større tilbøjelighed til at købe sukkerholdige varer. Netop det forhold forklarer, hvorfor man ikke skal gå på indkøb, mens man er sulten.

Læs også: Du bliver tyk af at spise sent

Forskning har dog også vist, at sult kan være psykologisk påvirkelig og ikke nødvendigvis styres af blodsukkeret alene. Er man ked af det, nedtrykt eller i dyb krise, kan man fuldstændig miste sultfølelsen, uanset blodsukkerniveau.

Myten er et udpluk fra bogen '100 myter om sundhed og sygdom" af Kim Bartholdy og Andreas Hoff.

Om bogen

Knurrer maven, fordi den er sulten? Hjælper en forskrækkelse på din hikke? Smitter et smil? Er folk i parforhold lykkeligere end singler? Bliver man solbrun, når man bruger solcreme? Må man bade efter et måltid?

Det er blandt andet nogle af de spørgsmål, som du kan få svar på i ”100 myter om sundhed og sygdom”. Bogen er spækket med sjove, finurlige og tankevækkende myter, som du sikkert altid har undret dig over – alt sammen serveret på en yderst underholdende måde, så de mindste også kan være med.

Bogen er skrevet af læge Kim Bartholdy og komiker Andreas Hoff, så videnskab og humor går op i en højere enhed. Den videnskabelige tyngde er på plads – men det bliver det bestemt ikke mere kedeligt af!

Køb bogen HER >>

Læs mere om