Gå til hovedindhold

Får du nok jern gennem din mad?

Mange lider af jernmangel uden at vide det og symptomerne på det kan være yderst ubehagelige. Læs her, hvordan du undgår jernmangel.

Mange lider af jernmangel uden at vide det og symptomerne på det kan være yderst ubehagelige. Læs her, hvordan du undgår jernmangel.

Hovedpine, svimmelhed, træthed, åndenød og hjertebanken er de hyppigste symptomer på jernmangel. Ifølge medicinsvar.dk anslås det, at cirka hver 3. kvinde i den fødedygtige alder lider af jernmangel.
 
Jern er en vigtig bestanddel i dit blod og da det ikke er noget, du selv kan danne, er du nødt til at få det gennem en sund og varieret kost.

Læs også, hvordan du kan spise dig til et stærkere immunforsvar

Hvis du skal spise noget, der indeholder meget jern i en form, der er let optagelig for kroppen, så er kød, fisk og skaldyr godt. Men jern findes også i grøntsager og fuldkornsprodukter. Er du vegetar, skal du dog være ekstra opmærksom på, hvad du spiser, da du ikke får jern gennem kød og derfor er mere udsat for at få jernmangel.

Det kan du spise for at få mere jern gennem kosten

● Brød og andre kornprodukter, der er grove, langtidshævede eller lavet på surdej (fx rugbrød). Bager du selv, skal du lægge kerner og hvedeklid i blød i nogle timer, og du kan tilsætte fx sesamfrø, der også indeholder jern.
● Rosiner, svesker, dadler, figner samt mandler og nødder er jernholdige. En nem måde at få lidt mere jern på er at blande fx mandler og rosiner som en lille snack.
● Bønner og linser er et godt supplement til kosten. De er gode at blande i salat, og er man vegetar, er de også en god erstatning for kød, da de er både jern- og proteinholdige.
● Kød – der er meget jern i de mørke kødtyper. Mest i okse, kalv, and, struds og vildt, mindre i lyst fjerkræ, så som kylling og kalkun.
● Indmad – lever og hjerter (fx leverpostej)
● Fisk og skaldyr
● Æg

Har du jernmangel?

Hvis du er i tvivl, om du har jernmangel, kan en blodprøve hos lægen give dig svar. Det kan være svært at få nok jern gennem maden, hvis du først har betydelig jernmangel. I denne situation kan et jerntilskud være nødvendigt. Tager du tilskud, skal du tage det sammen med vand og undgå at drikke kaffe, te og kakao cirka én time før og efter, da det har en negativ indflydelse på jernoptagelsen.

Læs også: Derfor bør du spise rødbeder

Læs mere om