Gå til hovedindhold

Fedme-gen hindrer ikke vægttab

Foto: Pantherstock
Selv om du er genetisk disponeret for at blive overvægtig, så har diæter og andre metoder til vægttab samme effekt på dig, som det har på dem, som ikke bærer det såkaldte fedme-gen. Det fastslår forskere fra bl.a. Københavns Universitet.

Fedme-genet FTO giver bæreren af genet 70 procent større risiko for at blive svært overvægtig, og man vejer generelt mere end resten af befolkningen.

Det kan derfor virke som lidt af en kamp, hvis man gerne vil tabe sig.

Men det er ikke umuligt, fastslår et hold forskere fra blandt andet Københavns Universitet og Newcastle University i England.

Slankekure har samme effekt

– Vores studie viser, at du sagtens kan tabe dig, selv om du bærer FTO-genet. Det vil sige, at selv om du er genetisk disponeret for at blive overvægtig, så har diæter og andre metoder til vægttab samme effekt på dig, som det har på dem, som ikke bærer dette fedme-gen, siger Thorkild I.A. Sørensen, der er professor på Københavns Universitet.

Forskerholdet har gennemgået i alt otte studier, der inkluderer 9.563 personer, for at finde ud af, om bærerne af genet har sværere ved at tabe sig.

Kilde: Videnskab.dk / Ude og Hjemme nr. 43, 2016.

 

Læs mere om