Gå til hovedindhold

Hold fokus på maden – og tab dig!

Et tændt fjernsyn slukker for dit mæthedssignal. Jo mere du koncentrerer dig om maden, jo mindre spiser du. Ernæringsekspert Per Brændgaard kalder det for mindful spisning.

Et tændt fjernsyn slukker for dit mæthedssignal. Jo mere du koncentrerer dig om maden, jo mindre spiser du. Ernæringsekspert Per Brændgaard kalder det for mindful spisning.

Det kan være hyggeligt at spise foran fjernsynet, til en tændt radio eller med en smartphone i den ene hånd, det er bare ikke altid lige hensigtsmæssigt, hvis du skal holde styr på de kalorier, der ryger indenbords.

"Det handler om at spise med opmærksomt nærvær. Ofte spiser du på tanken om, at noget smager godt og ikke på din reelle mavesultfornemmelse. Du kan tit komme til at spise uden at være egentlig sulten," forklarer cand. scient. i human ernæring Per Brændgaard til dr.dk. Han har skrevet bøgerne "Mindful spisning" og "Slankekurs".

Når du spiser, skal du altså fokusere på maden, der ligger på tallerkenen og droppe alt andet, der kan flytte dit fokus.

”Det kan også være, det ikke påvirker din vægt. Konsekvensen er så kun, at du går glip af nydelsen af maden. Det er også slemt nok, da nydelse i sig selv er sundhed og livskvalitet,” siger ernæringseksperten.

Læs også: Lyde kan manipulere dine smagsløg

Tab dig ved at nyde maden

"Det at spise bliver en anledning til nydelse, fordi du tilsætter to oversete krydderier - nemlig sult og nærvær," siger Per Brændgaard.

At nyde sin mad har meget at sige i forhold til et vægttab. Per Brændgaard mener, at fx et tændt fjernsyn kan være skyld i ekstra kilo, fordi man bare skovler maden ind, uden at opfange de indre signaler omkring mæthed og uden at bemærke, hvordan maden egentligt smager.

”Begynder du at koncentrere dig mere om maden, mens du spiser den, så vil du med stor sandsynlighed spise en mindre mængde mad, som du tilmed vil nyde meget mere. Prøv derfor at undersøge, hvad du egentlig gør, mens du spiser. Spiser du bare, eller har du gang i noget andet samtidig.”

Ernæringseksperten anbefaler, at du har fuld fokus på maden, mens du spiser, i så mange mundfulde som muligt. Det lyder nemt, men det kan faktisk være svært i praksis, og kræver øvelse. Og selvom du spiser sundt, kan overspisning af de sunde ting, stadig give dig problemer med vægten. 

"For mange handler det mest om at skrue ned for mængden af mad. Når du fokuserer opmærksomheden på maden, bliver sanseindtrykkene lagret bedre i hjernen, og du opdager, når du er blevet mæt og undgår at blive overmæt," siger han.

I følge Per Brændgaard er der flere gevinster ved mindful spisning – du får mere nydelse i din hverdag og styr på vægten.

Spis som børn

Tal om maden ved middagsbordet. Hvordan smager og dufter den? Hvordan er konsistensen – og hvordan ser den ud? Hvis du har små børn, er det også en god øvelse for dem, og der vil desuden bliver mere ro omkring bordet, når I ikke gør andet, end at spise og snakke lidt om maden.

"Børn har et helt naturligt instinkt til at koncentrere sig om det, de spiser, og bare sidde og undersøge det," siger Per Brændgaard.

Budskabet omkring mindful spisning er klart: Sluk for ’tossekassen’, nyd maden og fokusér på det, der sker i din krop – så vil du spise mindre og dermed have større chance for at tabe dig.

Læs også: Dine sanser gør dig mæt

(Kilde: dr.dk og femina.dk)

Artiklen indeholder affiliate-links