Gå til hovedindhold

Husk at gemme sommerens bær

Her i Danmark får vi mange fine bær i løbet af sommeren, men husk at gemme nogle til vinteren, så du kan få dit helt eget vitamin-depot i fryseren.

Her i Danmark får vi mange fine bær i løbet af sommeren, og du har alle mulige grunde til at gemme nogle i fryseren til vinterperioden. Hvis ikke du er så heldig at have bær i de mængder, er der heldigvis også god mulighed for at købe dem på frost i dit supermarked.

Det gode ved bær som hindbær, jordbær, solbær, hyldebær, brombær og blåbær er, at de indeholder langt flere vitaminer end de frugter, du gennem vinteren kan købe i dit supermarked. Derfor vil det være rigtig godt, hvis du så ofte som muligt bruger lidt bær som variation til de frugter, du køber friske.

Hvis du bruger udenlandske bær fra frost, er det en god ide at give dem et opkog eller at skylle dem i kogende vand. Derved dræbes eventuelle bakterier.

Sådan udnytter du bedst de frosne sommerbær:

Tilbered en smoothie. Blend de frosne bær med fx minimælk, kærnemælk eller et andet magert surmælksprodukt og tilsæt evt. lidt frisk frugt som fx en banan. En smoothie kan ofte spises, som den er, men det kan være nødvendigt at smage den til med lidt sukker.

Frugtgrød er kommet på mode igen. Både børn og unge vil elske at få serveret frugtgrød. Vil du ikke søde med sukker, kan du i stedet bruge sødestof. I så fald får du ikke flere kalorier, end der er i selve frugten. Prøv evt. sødestoffet Stevia. Det er udvundet af planten stevia, og det smager dejligt naturligt. Servér gerne grøden med mager mælk.

Kom lidt bær direkte fra fryseren på din morgenmad. Prøv fx at blande hindbær med skiveskåret banan og lidt mandler.

Brug bærrene i dine salater og råkoster. Prøv fx at drysse lidt sukker over frosne jordbær, lad dem tø op med sukkeret og bland efterfølgende bærrene og den saft, de afgiver, i en råkost med fintsnittet rødkål.