Gå til hovedindhold

Hvor sund er din favoritkaffe?

Foto: Pantherstock
En stor undersøgelse viser, at kaffe har en række sundhedsmæssige fordele som lavere risiko for at dø af hjertesygdom, slagtilfælde, type 2-diabetes og nervesygdomme. Men kaffe er ikke bare kaffe – så hvor sund er din favoritkaffe egentlig? Få svar her!

Kaffe er ikke bare kaffe, for både smag, oplevelse og aktive indholdsstoffer varierer med de forskellige metoder til brygning.

Det gælder både sunde stoffer samt det såkaldte kaffefedt, der under visse omstændigheder kan forhøje kolesteroltallet. Også koffeinmængden varierer betydeligt. Koffein kan hos særligt følsomme udløse angstanfald.

Men hvor sund er din favoritkaffe? Få svaret her:

Espresso

Koffein pr. kop: Ca. 80 mg.

Sundhedseffekten er ikke afklaret med sikkerhed, men alt tyder på, at den er der. Kun små mængder kaffefedt gør espresso til et sikkert shot. Relativt lavt koffeinindhold.

Sundhedsværdi: Ganske høj.

Stempelkaffe

Koffein pr. kop: Ca. 100 mg.

Højt indhold af sunde stoffer. Stemplet fjerner dog ikke kaffefedtet, så daglig indtagelse af fire til fem kopper stempelkaffe kan måske indebære risiko for kolesteroltallet. Det samme gælder kogekaffe.

Sundhedsværdi: Middel.

Filterkaffe

Koffein pr. kop: 100-150 mg.

Højt indhold af sunde stoffer. Papirfiltret fjerner kaffefedtet og hermed også risikoen for kolesterolforhøjelse. Indeholder meget koffein.

Sundhedsværdi: Høj.

Pulverkaffe – instant, nescafé

Koffein pr. kop: Ca. 65 mg.

Sundhedseffekten er ikke afklaret med sikkerhed, men alt tyder på, at den er til stede. Det lave indhold af kaffefedt gør pulverkaffe til et sikkert valg. Relativt lavt koffeinindhold.

Sundhedsværdi: Ganske høj.

Nespresso

Koffein pr. kop: 80-100 mg.

Sundhedseffekten kendes ikke med sikkerhed. Nespresso indeholder meget kaffefedt, men det kræver formentlig mange kopper dagligt, før der er risiko for kolesteroltallet.

Sundhedsværdi: Middel.

Cappuccino

Koffein pr. kop: Ca. 80 mg.

Heller ikke her kendes sundhedseffekten med sikkerhed, men der er ikke kolesterolfarlige stoffer i. Med fedtfattig mælk giver cappuccino kun få kalorier, men sødmælk og chokoladestykker kan hurtigt presse kalorietallet i vejret.

Sundhedsværdi: Middel.

Artiklen er skrevet af læge Jerk W. Langer, som hver uge i Ude og Hjemme giver gode råd om sundhed. 

Læs mere om