Gå til hovedindhold

Kartofler eller ej?

”Hvis du gerne vil tabe dig, så skal du holde dig fra kartofler!” Er det et udsagn, du er blevet mødt af, og har du måske valgt de gule knolde fra for at komme ned i vægt?

”Hvis du gerne vil tabe dig, så skal du holde dig fra kartofler!” Er det et udsagn, du er blevet mødt af, og har du måske valgt de gule knolde fra for at komme ned i vægt?

Argumentet bag slankemyten er oftest, at kartofler er fulde af stivelse, der påvirker vores blodsukker negativt. Men det er faktisk rigtig synd, at kartoflerne har fået et så blakket ry, for det er ikke den enkelte madvare, der gør, at du tager på, det er dit samlede energiindtag over en hel dag.

Bedre end ris, pasta og brød

Kigger man på kartoflen sammenlignet med andre stivelsesrige madvarer som ris, pasta og brød, så er stivelsesniveaet langt lavere i kartoflen. Derfor kan du også spise større mængder kartofler end for eksempel ris.

I hvide ris er der omkring 77 gram kulhydrater pr. 100 gram, hvor der i kartoflen kun er 17 gram kulhydrater pr. 100 gram. Det betyder i praksis, at du kan spise omkring 450 gram kartofler mod 100 gram hvide ris.

Kartofler er sunde

Vigtigt er det også at huske på, at kartofler bidrager med rigtig mange vigtige vitaminer som brød, pasta og ris er fattige på. Kartoflen er blandt andet fuld af C- og B-vitamin og mineralet kalium, som alle er vigtige for opretholdelsen af en sund og slank krop.

Yderligere er kartofler en af de fødevarer, der mætter og tilfredsstiller os mest. Samtidigt indeholder kogte kartofler kun 0,3 gram fedt pr. 100 gram, hvilket gør det til en meget fedtfattig spise.

Nye og kolde kartofler er sundest

Nye kartofler indeholder mindre stivelse end gamle, hvilket i høj grad kan tilskrives forskelle i vandindholdet.

Kogte kartofler, som er kølet ned, indeholder mindre stivelse end varme. Årsagen til dette er, at stivelsen ved kogning bliver omdannet til resistentstivelse, som er sværere for kroppen at nedbryde.

Der er derfor ingen grund til at undgå kartofler, hvis du gerne vil tabe dig. Kartoflerne giver dig masser af vigtige vitaminer og mineraler, og så holder de dig mæt og tilfreds i lang tid, så du er bedre rustet til at modstå søde fristelser efter aftensmaden.

Kilde: Sund-forskning.dk og Videnskab.dk

Læs mere om