Gå til hovedindhold

Kostfibre skal snydes i os

Vi danskere er generelt for dårlige til at få kostfibre nok – måske pga. den dårligere konsistens og bitre smag, fibrene giver maden. Derfor vil forskere snyde sunde kostfibre i os.

Vi danskere er generelt for dårlige til at få kostfibre nok – måske pga. den dårligere konsistens og bitre smag, fibrene giver maden. Derfor vil forskere snyde sunde kostfibre i os.

Det lyder lidt usundt, at vi måske skal til at spise ’snyde-kostfibre’, for at blive sundere. Forsker Tina Skau Nielsen, postdoc ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, påbegyndte sit forskningsprojekt sidste sommer.

”Vi vil gerne udvikle fødevarekomponenter, som opfører sig som kostfibre, men er nemmere at indtage enten via andre fødevarer eller som kosttilskud. Man kunne måske putte det i brød som en erstatning eller som et supplement til fuldkorn, så det var nemmere at spise,” siger Tina Skau Nielsen, der får sit forskningsprojekt støttet af Det Frie Forskningsråd.

Når forskerne vil lave kostfibre, der er lettere at indtage via fødevarer, betyder det, at de vil undersøge, hvorvidt man kan kompensere for manglen på kostfibre i vores mad – ved at designe mad, der kan det samme som de sunde kostfibre, men som ikke har de negative egenskaber.

”De kan smage lidt bittert og påvirke teksturen af fødevaren negativt, hvilket gør det udfordrende for fødevareproducenterne at blande mange kostfibre i produkterne,” forklarer forskeren, som mener, at vi danskere ikke får kostfibre nok igennem vores mad, formentlig fordi vi spiser for meget rødt kød, for meget fedt og for mange letfordøjelige kulhydrater, som fx sukker og hvidt mel – alt, der til sammen ikke er så godt for vores tyktarm, og dermed vores heldbred på længere sigt.

Læs også: Lev længere og slankere med kostfibre

Sådan skal de sunde kostfibre snydes i os

Nøglen til forskningsprojektet prøver forskerne at finde, ved at ændre opbygningen af stivelsesmolekylet, så de kan manipulere det til at opføre sig som kostfibre. Forsøget foregår i et laboratorie, og bliver testet på rotter, hvoraf nogle er på en diæt med masser af fedt og proteiner – som ligner mange danskeres usunde kost – for at fremprovokerer forstadier til tyktarmskræft.

”Bagefter vil vi give rotterne vores fødevarekomponent, for at se om det kan modvirke de her negative effekter, som den høje kød- og proteindiæt har på tyktarmen,” fortæller Tina Skau Nielsen, der håber, at alt går, som det skal, så det kan blive testet på mennesker, når de har fundet ud af, hvordan det skal indtages af os.

”Skal det være en pulver, eller er det mere praktisk at inkorporere det i fødevarer? Og smager det godt?”

Forskningslederen understreger, at menneskeforsøg af denne art mindst ligger fem år ude i fremtiden, og at det ikke alene kommer til at handle om virkningen eller eventuelle bivirkninger, men også om anvendeligheden og ikke mindst smagen.

(Kilde: Videnskab.dk)  

Læs også: Glutenallergi - Fødevarer med og uden gluten

Læs mere om