Gå til hovedindhold

Myter om sukker

Der er så mange myter om sundhed. Og ind i mellem kan man godt blive helt forvirret, over hvad men skal tro på. Feder sukker eksempelvis? Blive lidt klogere på hvad der er sandt og falsk om sukker i artiklen nedenfor.

Myter om sukker 

Det kræver mange små mellemmåltider at holde sit blodsukker stabilt, du får mere energi af at spise en chokoladebar, og det er nærmest livsfarligt at gå sukkerkold. Eller er det? Anette Sams, forsker, ph.d. punkterer her, dét hun selv beskriver som tre af de største myter om sukker.
 
Myte 1: Stabilt blodsukker kræver hyppige måltider
Mange tror, at man helst skal småspise sig igennem dagen for at fastholde et stabilt blodsukker. Men fra et biologisk synspunkt er dette en misforståelse af dimensioner, for kroppen er verdensmester i at holde dit blodsukker stabilt – hvis du ellers giver den lov. 
Spiser du solide hovedmåltider med masser af grøntsager, protein og essentielle fedtstoffer, så lagrer måltidets kulhydrater sig effektivt i dine muskler og lever. Herfra forsynes kroppen med energi, også selv om der er lang tid til næste hovedmåltid. Så drop bare mellemsnacken.
 
Myte 2: Sukker feder næsten ikke
Den værste af alle myterne. Sukker er langt mere end tomme kalorier, når det kommer til overvægt. En kortvarig blodsukkerstigning påvirker nemlig niveauet af en række hormoner. Et af disse hormoner beordrer dine celler til at stoppe fedtforbrændingen, og denne ordre kan vare ved i timevis. Så hver gang du har haft kortvarigt højt blodsukker, kan der gå lang tid, før du igen forbrænder fedt. Spiser du ’’noget der bliver til masser af sukker’’ flere gange om dagen, kan det være umuligt for dig at forbrænde fedt, med mindre der kommer højlydte kontraordrer igennem hård fysisk træning. 
 
 
Myte 3: Jeg er ved at dø, når jeg ’’går sukkerkold’’
Nej du er ikke – og din krop har ikke brug for en energi- eller chokoladebar. Hvis du føler, du er gået sukkerkold mellem hovedmåltiderne, uden at du har været ekstremt fysisk aktiv,  så prøv at snuppe en ’’puls-snack’’ i stedet for en ’’sukkersnack’’. En pulssnack kan f. eks. være 10-20 englehop eller 5-10 burpies. Mærk, hvordan dit energiniveau stiger og læg mærke til, hvor længe det holder. Her hjælper du kroppen med at lave den perfekte mængde sukker til dig ved at forbrænde fedt. 
For langt de fleste er følelsen af at ’’gå sukkerkold’’ et tegn på, at kroppen begynder at forbrænde mere fedt efter, at organismen har behandlet et kulhydratrigt måltid. 
Husk, at en god effekt af ’’puls-snacks’’ kræver solide hovedmåltider.