Gå til hovedindhold

Nyd de sunde nødder

Skåle med små sunde nødder
Hvorfor er de sunde nødder så vigtige for os? Og er der noget man skal være opmærksom på, hvis man spiser mange nødder? Bliv klogere i artiklen her.

Nyd de sunde nødder

Nødder er julens topscorer, når det gælder kombinationen af sunde næringsstoffer og kalorierigdom. Gastronomisk set er de spiselige, olieholdige kerner fantastiske i alle måltider, både ristede, rå, grofthakkede, fintmalede, i salater, som topping, som fyld i julefjerkræ og som snacks. Kategorien nødder tæller både peanuts, mandler, cashew-, hassel-, para-, pekan-, pistacie, macadamia- og valnødder. 
Ernæringsmæssigt udmærker de sig ved, at en femtedel af indholdet er proteiner, godt halvdelen er fedt, og det er de gode fedtstoffer: allerflest af de enestående gode enkeltumættede fedtsyrer, halvt så mange af de gode flerumættede fedtsyrer, kun lidt af det dårligere mættede fedt og slet intet kolesterol. Og så er der også lidt gode kulhydrater i, hvoraf mange er de yderst gavnlige fibre. Vitamin A, D, B6 og  B12 er der også meget af, og på mineralsiden er det jern, kalk og magnesium, der topper.
 
Det ville gavne vores sundhed at spise 30 gram nødder dagligt hele året rundt, idet en kost, der indeholder nødder, bl.a. kan være med til at nedbringe risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme. Desværre spiser over halvdelen af os aldrig eller meget sjældent nødder. Det kan julen forhåbentlig råde bod på. Blandt nøddespisere er det gennemsnitlige indtag på kun halvdelen af den anbefalede mængde, nemlig 14,5 g dagligt. (AWR)
 

Et lille men...

Som andre fødevarer består nødder af værdifulde næringsstoffer og mulige sundhedsskadelige stoffer. Et højt indtag af nødder vil derfor også øge en persons totale indtag af de potentielt kræftfremkaldende aflatoksiner, som er stoffer, som dannes af visse skimmelsvampe under varme og fugtige forhold. 
De fleste nødder indeholder ikke aflatoksiner, og man kan mindske risikoen ved at kassere nødder, der ser unormale ud. 
Aflatoksiner findes langt hyppigere i pistacie- og paranødder end i andre slags nødder. Der er dog stadig en sundhedsmæssig gevinst ved at spise para- og pistacienødder i forhold til ikke at spise nødder. (AWR)