Ondt i hovedet? 3 myter om tømmermænd
3 myter om alkohol og tømmermænd
Av, av, av, tømmermænd kan være fæle dagen efter festivitas! Hvad gør alkohol egentlig ved os og kan man mon slippe for tømmermænd?
Letliv sætter en gang for alle tre myter om alkohol og tømmermænd på plads med hjælp fra speciallæge i psykiatri Ingrid Krog-Meyer, der blandt andet er tilknyttet Frederiksbergs Kommunes Rådgivningscenter.
- Kroppen er simpelthen blevet forgiftet. Tømmermænd er et meget tydeligt tegn på, at man har fået mere, end man kan tåle. Det er et kroppens forsvar og måde at sige på, at nu er det nok,« indleder Ingrid Krog-Meyer.
Myte 1: Hvis man blander øl, vin og spiritus, får man flere tømmermænd
Nej. Intet tyder på, at man får flere tømmermænd, fordi man blander forskellige alkoholiske drikke. Det kommer nok snarere an på, hvad man drikker, og hvor meget man drikker. For eksempel får man typisk flere tømmermænd af cognac, rødvin, rom og whisky end af hvidvin og vodka. Forklaringen er, at mørke drikke - ud over alkoholen - også indeholder mere methanol, bedre kendt som træsprit. Og træsprittens nedbrydningsprodukter giver flere forgiftningssymptomer.
Myte 2: Du får færre tømmermænd, hvis du spiser junkfood på vej hjem fra byen
Både ja og nej. Hvis der er salt i maden, kan det rette op på saltbalancen, men omvendt - når der er mad i maven, vil alkoholen blive optaget langsommere, og så går der længere tid, før den er ude af kroppen. Men det er under alle omstændigheder godt at drikke en masse vand, inden du går i seng.
Læs også: Vi drikker for meget sukker
Myte 3: Alkohol hjælper til en god søvn
Nej, tværtimod. Alkohol forstyrrer din søvn. Selv om du måske falder lettere i søvn, når du har drukket alkohol, sover du typisk i kortere tid, og søvnen er af ringere kvalitet.
Kilde: Samvirke.dk