Gå til hovedindhold

Overvægt – selvforskyldt eller genetisk bestemt?

Hvorfor er det, at nogle mennesker kan spise løs og stadig ikke tager et eneste kilo på, mens andre nærmest bare skal dufte til en kage, for at kalorierne sætter sig? En række forskere mener at have fundet svaret.

Man har længe vidst, at der er nogle gener, der øger chancen for, at man bliver overvægtig. Men som noget helt nyt har en række forskere også fundet frem til nogle helt særlige genændringer, der resulterer i det modsatte. Det skriver BBC Health.

I studiet undersøgte man DNA fra 1.600 sunde, tynde mennesker i Storbritannien med en BMI på under 18 og sammenlignede dem med 2.000 alvorligt overvægtige og 10.400 normalvægtige.

Her fandt man ud af, at overvægtige i højere grad havde en række gener, der forbindes med overvægt. Disse gener havde de tynde personer langt færre af, og samtidig havde de nogle genændringer, der for nyligt er blevet forbundet med det at være slank.

Altså kan man konkludere, at det at være tynd ikke nødvendigvis har med en bedre viljestyrke at gøre, men at man altså også kan arve en række ”heldige” gener.

Ikke en undskyldning

Selvom man altså kan arve en række heldige eller uheldige gener, er det dog vigtigt at huske på, at det ikke altid er en undskyldning for at være overvægtig.

Professor i ’nutrition and dietetics’, Tom Sanders, tilføjer netop, at de fleste eksempler på overvægt først opstår i voksenlivet, og at de er forbundet med vores vaner. En stillesiddende hverdag og et uhensigtsmæssigt madindtag kan være eksempler.

Sundhedseksperter fastslår også, at de gængse råd om en aktiv livsstil med en god kost stadig gælder. Forskningen er altså ikke revolutionerende på det område, men er blot i stand til at fastslå, at gener uden tvivl også har noget at sige i forhold til, hvor meget mad man kan indtage uden at tage på.

Kilde: BBC Health.

Læs mere om