Gå til hovedindhold

Pas på de flydende kalorier

Et glas gløgg på bord. Flydende kalorier
Vintertid er hyggetid – og indimellem også drikketid. En kold snaps, et godt glas gløgg, en varm kakao. Fristende, men desværre fyldt med kalorier. Her får du diætist Christina Bendixs enkle råd, så de flydende fristelser ikke bliver en trussel mod din sundhed.

Flydende kalorier

Varm kakao

Indhold: Varm, hjemmelavet kakao kan nemt blive en sand kaloriebombe på grund af det høje indhold af fedt og sukker i både mælk og chokolade for slet ikke at tale om flødeskummet på toppen.

Kalorier: Et krus kakao med flødeskum indeholder ca. 3-400 kcal.

Det sundere alternativ: Minimer kalorieindtaget ved at bruge en mælk med lavt fedtindhold og desuden droppe flødeskummet. Er du på cafe, så gå efter kakao, der er lavet på mørk chokolade med et højt kakaoindhold. Den indeholder nemlig færre kalorier end kakao lavet på hvid eller lys chokolade. Et godt alternativ er Mathilde kakaomælk, der er lavet på skummetmælk eller kakaomælksbreve, der blot skal tilsættes kogende vand. Et brev indeholder typisk 80-120 kcal.

Sodavand

Indhold: Almindelig sodavand indeholder stort set kun sukker og farvestoffer, og da kalorierne udelukkende kommer fra sukker, opnår du ingen mæthed overhovedet. Til gengæld får sodavand blodsukkeret til at stige for herefter at dykke meget hurtigt, og det medfører, at du bliver sulten.

Kalorier: 200 ml/1 glas indeholder 80 kcal. En ½ liter sodavand indeholder 200 kcal, eller hvad der svarer til 25 stykker sukker.

Det sundere alternativ: Ved at ”go light” undgår du kalorierne. Nogle forskere peger imidlertid på, at lightdrikke, der jo er tilsat kunstigt sødemiddel, ikke tilfredsstiller den søde tand i samme grad som almindeligt sukker og faktisk kan øge lysten til endnu flere søde sager. Vil du ikke undvære sodavand, og er du ikke til light, kan du overveje de såkaldte vitaminvand. Nogle indeholder ingen kalorier, andre kun 100 kcal. Altså en halvering af en almindelig sodavand. Du kan også købe saft og fortynde det meget, evt. med danskvand. På den måde opnår du sodavandseffekten, men slipper for kalorierne.

Du drikker 4000 kalorier i julen 

Rødvin

Indhold: Vin indeholder alkohol og sukker og feder faktisk lige så meget som slik.

Når du drikker alkohol, arbejder din lever på højtryk for at skille sig af med de giftstoffer, som findes deri og nedbryder derfor ikke andre kalorier, før den har skilt sig af med alkoholen. De kalorier, som du spiser sammen med vinen, ender derfor lettere som fedtdepoter.

Det positive ved rødvin er, at den også indeholder jern, flavonoider og antioxydanter, der beskytter mod hjerte-kar-sygdomme og visse kræftformer.

Kalorier: 150 cl rødvin/1 glas indeholder ca. 117 kcal. Hvidvin indeholder ca. 90 kcal.

Det sundere alternativ: Vin findes ikke i en lightversion, men vil du spare på kalorierne, kan du overveje alkoholfri vin, der kun indeholder 50 kcal pr. glas og – i lighed med almindelig rødvin – også tilfører kroppen flere sunde stoffer. Er du imidlertid ikke til vin uden alkohol, bør du overveje at begrænse mængden og hellere nyde et godt glas end tre dårlige.

Så lidt juleknas kan du spise for 100 kalorier

Gløgg

Indhold: Den krydrede varme drik er på grund af dens høje indhold af sukker, alkohol, rosiner og mandler en heftig cocktail, der ikke kun beruser, men også bugner af fedende kalorier. Spiser du tre æbleskiver til, ender du med at have indtaget omkring 500 kcal.

Kalorier: 1 glas gløgg (ca. 150 cl) indeholder 200 kcal.

Det sundere alternativ: Skal det være varmt og sødt, kunne du i stedet drikke en kop julete eller Green Chai fra Yogi Tea tilsat lidt varmet skummetmælk og et drys kanel eller lave en ”kørevenlig” gløgg af solbærjuice smagt til med lidt ahornsirup, julens krydderier og skallen fra en appelsin. Kan du ikke undvære smagen af alkohol, så drik franskmændenes svar på gløgg ”Vin Chaud” – varm rødvin tilsat appelsinsaft, muskat og en stang kanel.

Sådan udregner du, hvor mange kalorier du har brug for

Øl 

Indhold: Øl indeholder rigtig meget sukker og derfor mange – tomme – alkoholkalorier. Da øl desuden udløser velværestoffer, der får dig til at føle dig glad og afslappet, giver en enkelt øl ofte lyst til en mere. Til gengæld indeholder øl også sunde stoffer, der nedsætter risikoen for hjerte-kar-sygdomme.

Kalorier: En almindelig flaske øl indeholder 130 kcal. En juleøl indeholder 160 kcal og en fadøl mellem 375-500 kalorier.

Det sundere alternativ: Hvis du tæller kalorier, bør du begrænse mængden, særligt af de stærke øl. Hvis du ikke vil undvære en kold øl til julefrokosten, men vil holde igen med kalorierne eller alkoholen på grund af f.eks. graviditet, er alkoholfri øl eller lightprodukter et godt alternativ.

Sådan forbrænder du 100 kalorier på 10 forskellige måder 

Snaps

Indhold: Det er en skrøne, at ren alkohol feder mindre. Faktisk gælder det, at jo højere alkoholprocent, jo mere feder det, så netop snaps, men også andre små ”shots” som likør og Baileys indeholder rigtigt mange kalorier.

Kalorier: 4 cl/lille glas snaps indeholder 100 kcal. 

Det sundere alternativ: Når det kommer til julesnapsen, findes der ingen sunde alternativer. Da en enkelt snaps indeholder omtrent samme antal kalorier som et glas vin, skulle du måske overveje at droppe snapsen og i stedet nyde et glas vin eller en øl, der udover at fede mindre også indeholder sunde stoffer, der gør kroppen godt.

Hvor meget fedt bliver 1000 ekstra kalorier til?

Husk også at tælle promiller

 

Køn, livsstil, vægt og højde er med til at bestemme, hvor påvirket du bliver, men allerede ved ca. 0,5 promille kan du føle dig let påvirket, og er din promille over 0,5, er der tale om spirituskørsel.

Læs mere om