Gå til hovedindhold

Sådan slipper du af med hovedpinen - uden piller

Dame tager hænderne til hovedet, da hun har hovedpine
Har du ofte ondt i hovedet? Så er du er ikke alene. Langt de fleste af os har prøvet at have hovedpine. Men hvad sker der egentlig i hovedet, når det dunker derinde? Og hvad kan man gøre for at forebygge og lindre smerten? Få mere viden og gode råd her.

Derfor får du hovedpine

Ca. 80 procent af alle danskere lider af spændingshovedpine, der er en af de almindeligste former for hovedpine. Muskelspændinger i kæbe, tindinger, pande og nakke er nok den væsentligste årsag, men stress, overanstrengelser og psykiske spændinger kan også spille en rolle. Spænding af musklerne i ansigt og nakke er ofte et resultat af følelsesmæssig og/eller fysisk stress. Smerten ved spændingshovedpine er som regel dump og vedholdende. 

Er du stresset?

– Næsten alle mennesker rammes af hovedpine flere gange i livet, mest almindelig er spændingshovedpine eller migræne, fortæller Carl Dahlöf, hovedpinespecialist og professor i neurologi.

Hvorfor får man hovedpine?

– Når det gælder spændingshovedpine er stress en almindelig årsag. Stressen kan medvirke til, at man spænder musklerne omkring skuldre og nakke, eller at man bider kæberne sammen. Det kan udløse smerterne. Ved migræne er der en stærk arvelig faktor. Der kan stress og hormoner også udløse et anfald.

Sådan kan du forebygge hovedpine

Hvordan kan man forebygge hovedpine?

– Når det gælder migræne, kan livsstilen forebygge hovedpinen lige så godt som medicin. Så der handler det om at spise regelmæssigt, sove regelmæssigt og forsøge at undgå visse udløsende faktorer som stress eller visse typer mad. Ved spændingshovedpine er det også godt at forsøge at undgå belastninger, som udløser hovedpinen. Det er ganske enkelt godt at lære sin krop at kende.

Er det farligt at have hovedpine ofte?

– Nej, der er ikke noget, der tyder på det. Og mange får mange det bedre med årene. Når det gælder migræne, har man for eksempel set, at fra 40-årsalderen og frem plejer mindst halvdelen af personer med migræne at få færre anfald.

Hvilke ikke-medicinske behandlinger anbefales?

– Det er meget individuelt, hvad der fungerer og ikke fungerer. Men de behandlinger, jeg har set gode resultater af, er KBT (kognitiv adfærdsterapi) og akupunktur.

Hvordan griber jeg det an, hvis jeg begynder at få meget hovedpine?

– Kontakt en læge for at få en smerteudredning. Vi stiller en diagnose ud fra de kendte kriterier. Får man ikke et klart billede, går man videre for at se, at der ikke findes andre og mere usædvanlige grunde til smerterne.

 

Hvilken type hovedpine har du?

Her er nogle af de mest almindelige former for hovedpine. Er du usikker på, hvilken du har, så kontakt en læge.

Spændingshovedpine

Symptom: Den mest almindelige type hovedpine. En murrende dobbeltsidet smerte, ofte forbundet med stress. Det kan føles som et tryk ovenpå hovedet, ligesom hvis man har en for lille hue på. Kæberne og nakkemusklerne føles ømme og spændte.

Varighed: Fra en halv time op til flere dage.

 

Migræne

Symptom: Springende eller dunkende hovedpine, som ofte begynder på den ene side af hovedet. Man kan også have det dårligt, kaste op og være overfølsom over for lyd og lys. I visse tilfælde er migræne hormonrelateret, men kan også udløses af stress eller andre udløsende faktorer.

Varighed: Almindeligvis 12-18 timer, men af og til op mod to til tre døgn.

Sådan dyrker du mindfulness i hverdagen 

Lægemiddeludløst hovedpine 

Symptom: En ubehagelig, diffus smerte, som er spredt over hele hovedet. Af og til kan man også føle en ringen for ørerne.

Varighed: Enten kommer smerten som en bivirkning af lægemidler eller også bliver det til kroniske smerter, som skyldes, at man har taget piller over alt for lang tid. Her har man brug for at stoppe med pillerne i en periode.

 

Hortons hovedpine

Symptom: En ensidig og nærmest ubærlig eksplosion eller skærende smerte, som sidder i eller omkring øjnene. Øjnene kan blive røde og løbe i vand under anfaldet, og næsen kan løbe. Kommer oftest i 20-40 års alderen.

Varighed: Anfaldet kan vare fra et kvarter og op til tre timer, men sædvanligvis omkring 45 minutter. Man kan få flere anfald om dagen, oftest på samme tidspunkt hver dag. Oftest kommer symptomerne i perioder, som varer 6-8 uger, derefter kan man være symptomfri.

 

Kronisk hovedpine

Symptom: Der findes flere typer af kronisk hovedpine: kronisk migræne, kronisk spændingshovedpine samt kronisk lægemiddeludløst hovedpine. Den sidst nævnte er den mest almindelige.

Varighed: En daglig, eller næsten daglig, hovedpine, som varer mindst 15 dage om måneden, og som pågår i mindst tre måneder.

Stræk dine smerter væk

Hovedpine ved anstrengelser

Symptom: Smerter, der opstår i forbindelse med kraftig anstrengelse som for eksempel tunge løft.

Varighed: Oftest nogle timer, men kan vare op til et døgn.

 

10 livsstilsråd, der lindrer hovedpine

1. Lav afslapningsøvelser, gerne hver dag.

2. Forsøg at undgå stress.

3. Træn regelmæssigt.

4. Skriv hovedpinedagbog med information om, hvornår hovedpinen opstod, og hvor længe den varede. På den måde kan du finde årsagen.

5. Spis regelmæssigt og drik godt med vand.

6. Find en god pude, der giver nakken den rette støtte.

7. Undersøg dit syn, måske skal du have briller eller nye briller.

8. Gennemse din arbejdsholdning på arbejdet.

9. Sov regelmæssigt, gerne syv-otte timer hver nat.

10. Anskaf en bideskinne for at mindske trykket på kæberne, hvis du skærer tænder om natten.

Kilde: Vårdguiden, Svenska Migränförbundet.

Faktatjek af Carl Dahlöf, professor i neurologi.

Læs mere om