Gå til hovedindhold

Undersøg dine behov nærmere – så bliver det lettere at foretage et sundt valg

Når du får en uimodståelig trang til noget sødt, salt eller cremet, så gælder det om at have et sundt alternativ parat. Fyld fryseren, spisekammeret og skrivebordsskuffen med små godbidder lige til at putte i munden, når trangen melder sig.

Ofte føles det, som om man kunne slå ihjel for et stykke chokolade eller bare noget sødt – hvad som helst. Eller chips! Salte snacks!

Men ved du, at dit behov efter noget sødt eller salt ofte kan dækkes af noget, der er lidt sundere? For hvis du har lyst til chips, er det måske kun saltet, du er ude efter, og så kan du bytte chipsene ud med noget andet, der er salt. Eller er det en bestemt konsistens, som f.eks. noget sprødt eller cremet, du savner? Det behøver ikke nødvendigvis betyde en ordentlig omgang Ben & Jerrys.

Der findes alternativer til alt – det gælder bare at finde dem og have dem parat. Det skriver det svenske sundhedssite MåBra. 

Har du lyst til slik?

At sige til én, der har enorm lyst til slik, at vedkommende bare skal spise frugt, er at bede om tæsk, men vi vover pelsen alligevel.

Mærk først og fremmest efter, om du bare er sliksyg, eller om du faktisk er sulten eller tørstig. Prøv at drikke et glas vand, og mærk så efter igen.

Nogle oplever, at et shot med en intens smag – f.eks. af ingefær – kan fjerne trangen. Hvis trangen stadig er der, og det ikke er sult, der er tale om, kan du prøve at spise noget frugt. Ønsker du, at frugten skal minde om slik, så spis noget frugt, du ikke plejer at spise. Spis ikke en banan, men køb blåbær, blommer, vindruer, abrikoser eller noget andet, du ikke plejer. Eller pep æblestykkerne op med lidt jordnøddesmør. Vælger du bær eller vindruer, giver du desuden hænderne lidt at arbejde med på samme måde, som når man spiser slik.

Trang til chokolade?

Der findes en godt alternativ. Hvis du hører til dem, der synes, at mørk chokolade hurtigt bliver lidt ensformigt, kan vi berolige dig med, at man ikke behøver spise særligt meget af den, før trangen til chokolade aftager. Du kan også lave din egen blanding af nødder, frø og mørk chokolade tilsat lidt tørret frugt for at gøre det mere varieret.

Gode, sunde kugler af f.eks. tørret frugt tilsat kakao kan også være godt at have i fryseren, når trangen melder sig. Men sørg for, at kuglerne er små.

Lyst til is?

Får du ofte lyst til is? Det er dit held. Der findes nemlig efterhånden masser af opskrifter på ‘nice cream’, som ikke er rigtig is, men lavet af blendet frossen banan tilsat anden frugt, kokos, vanilje, kanel eller kakao. Det er et rigtigt godt alternativ til almindelig is. Hav bananer parat i fryseren, så du er klar, hvis trangen melder sig. Du kan også fryse vindruer. Det er som små stykker sorbet. Du kan også prøve at spise lidt tyrkisk yoghurt med nødder eller frugt og bær for at få noget cremet og koldt i munden, som i sig selv kan dæmpe trangen. Det er som sagt ikke altid en bestemt smag, men har lyst til. Det kan lige så godt være en konsistens.

Er du salttrængende?

Har man har lyst til salt, kan man let tro, at man trænger til salt. Det er bare ikke sikkert, at det forholder sig på den måde. Mange af os spiser for meget salt og er ikke i nærheden af at lide af saltmangel. Salt smager derimod godt, så hvis du får lyst til salt, er det ikke så mærkeligt.

Men salt er nødvendigvis ikke det samme som kartoffelchips. Lav en omgang popcorn i en kasserolle, og salt behersket. Popcorn er meget bedre end chips, og hvis du ikke oversalter dem, er det en sund snack. Prøv også at krydre dem med paprika, chili eller et andet krydderi, du godt kan lide. Popcorn er desuden sprøde, så du kan også få din trang til noget sprødt stillet.

Nødder og mandler er også et godt alternativ, men her kan du let komme til at spise for meget. Nødder indeholder trods alt rigtigt mange kalorier, og en portionspose nødder af dem, du kan købe i butikkerne, indeholder lige så mange kalorier som et helt måltid. Er du egentlig sulten? Lav grøntsagsstave og dip.

Har du en svaghed for kanelboller? 

Ok, igen – er du virkelig sulten? Prøv at spise noget, der smagsmæssigt minder om det. En lille portion yoghurt med mandler og kanel eller et stykke bananbrød krydret med kanel. Bananbrød kan du have liggende skiveskåret i fryseren, så du lige kan snuppe en skive, når trangen melder sig. Du kan med fordel give brødet lidt tid i ovnen, så det er lidt fugtigt.

Skovl ikke i dig!

Tip: Spis din snack langsomt! Man kommer let til at skovle en hel pose nødder, en stor skål popcorn eller en masse yoghurt i sig uden at standse op og mærke efter, om man egentligt har fået tilfredsstillet sit behov.