Gå til hovedindhold

Vind vægtkampen – med almindelig eddike!

En smule eddike i maden kan give andet end nye smagsoplevelser. Brug den klassiske dressing-ingrediens til at tabe dig!

Brød, pasta og andre stivelsesholdige næringsmidler er kendte for at lagres som fedt i kroppens fedtdepoter. Men eddikesyren hæmmer den proces, som omdanner stivelseskæderne til sukker, og både taljemål og blodsukkerkurver får hurtigt gavn af effekten. Det skriver det svenske sundhedssite MåBra. Eddike kan også øge kroppens insulinfølsomhed, hvilket nedsætter risikoen for, at man får diabetes type 2. 

Hvis du bruger eddike i maden, har du også en tendens til at bruge mindre salt, noget der også gavner helbredet på længere sigt.

Eddike kan også nedsætte mængden af skadeligt kropsfedt. Det viser et japansk studie blandt overvægtige testpersoner, som alle dagligt skulle drikke en eddikebaseret drik. Efter 12 uger kunne forskerne notere et lavere BMI og en mindre mængde mavefedt hos dem, der havde drukket eddike, sammenlignet med referencegruppen, der ikke havde drukket den samme drik.

Forskerne tror, at eddikesyren øger kroppens evne til at nedbryde fedt, noget, der kan mærkes allerede, hvis man indtager to teskeer om dagen.